Ud over sine formidable evner inde på banen er Zlatan Ibrahimovic også kendt for sine formidable kommentarer uden for græsset. Én ting må man give den lange svensker. Han er ikke bange for at fornærme nogen eller sige sin uforbeholdne mening.
Det var han bestemt heller ikke søndag aften, efter han i sin første officielle United-optræden havde afgjort Community Shield med en hovedstødsscoring forbi Leicesters Kasper Schmeichel. På pressemødet umiddelbart efter sejren på Wembley var nogle af svenskerens første fejringsord en direkte stikpille til flere af hans tidligere klubber. Heriblandt Barcelona.
- Det her er den største klub, jeg har spillet for, den eneste, jeg vil sammenligne med, er Milan, sagde han ifølge The Sun.
Der er sikkert flere fine måder at tolke den udmelding på. Men overordnet må den betyde, at Zlatan ikke giver meget for Barcelona, de spanske mestre, som svenskeren kun nåede at spille for én enkelt sæson i 2009/2010. Måske er Zlatan stadig mavesur over, at Josep Guardiola i perioder ikke talte til svenskeren, som til sidst røg ud, så Messi kunne komme ind centralt, hvor han pludselig befandt sig bedst.
'Jeg vil have mere'
Zlatan havde også andet end Barcelona-stikpiller på menuen efter Community Shield-sejren over Leicester. Svenskeren glædede sig naturligvis over sin nyeste titel. Endnu en til samlingen.
- Det her er min 31. titel, og jeg er super glad. Det føles godt. Den første officielle kamp vi spiller, og så vinder vi. Det er, hvad det hele handler om, at vinde titler. Forhåbentlig kommer jeg til at vinde mere end den her. Vi er i gang med noget stort her, siger svenskeren.
Zlatan nåede også den obligatoriske ros til alle holdkammeraterne og manager Mourinho efter titlen var vundet.
- Det var en vanskelig kamp, du kan se, at Leicester er et stærkt, kollektivt hold, men United er et fantastisk hold, og jeg har gode holdkammerater og træner - alle kender træneren - han vil vinde, og han gør alt for at vinde.
Næsten 'rigtige' opgave for Zlatan og United bliver deres første kamp i den nye sæson i Premier League. Her spiller de på udebane mod Bournemouth den 14. august.
Mourinho bekræfter: Endelig er han vores
Første trofæ til United: Zlatan knuser Schmeichel på Wembley