Først så han irriteret ud. Så blev han decideret sur. Siden mere opgivende.
Torsdag aften var ingen dans på roser for Kasper Schmeichel, der lukkede hele seks mål ind mod Tottenham.
Fire af dem signeret af Harry Kane, der i den grad fik ydmyget sin danske modstander i Leicester-målet.
Og dermed topper den engelske angriber topscorerlisten i Premier League med 26 mål denne sæson.
Det er tredje sæson i træk, 23-årige Kane scorer 20 mål eller flere i den engelske liga, og al snak om one season wonder er for længst forstummet.
Nu er det en helt anden snak, der summer blandt fans, eksperter og medier.
Snakken om stjernestatus og historiebøger.
For Kane er som skrevet blot 23 år og allerede noteret for 75 Premier League-mål.
- Det er fantastisk for ham. Det er endnu en sæson, hvor han ligger i toppen af topscorerlisten. Han er fremragende, og han er en af verdens bedste angribere, sagde hans chef, manager Mauricio Pochettino efter storsejren torsdag.
Owen formåede det aldrig
Wayne Rooney har formået at score mere end 20 mål to gange i sin Premier League-karriere, der efterhånden har varet 14 sæsoner. Didier Drogba og Robin van Persie har ligeledes formået at gøre det to gange, mens Michael Owen aldrig lykkedes at passere 20 måls-grænsen.
Der er dog et stykke op til Alan Shearer, der er målkongen over dem alle i engelsk fodbolds nyere historie. Syv gange som Blackburn- og Newcastle-spiller rundede han 20 mål. Tre gange blev han Premier League-topscorer, fire gange blev han nummer to.
Herefter følger Thierry Henry og Ruud van Nistelrooy med fem og fire sæsoner med mere end 20 mål i en Premier League-sæson. Og så følger Kane ved siden af Les Ferdinand.
Spansk journalist afslører: Her er Barcelonas nye cheftræner
Voksent selskab med andre ord.
Selv forsøgte Kane efter kampen ikke at fokusere alt for meget på legenderne, han er kommet i selskab med.
- Det er godt nok mange mål, og jeg er fortsat meget langt derfra, men Shearer var mit idol, da jeg voksede op. At se på hvor mange mål, han scorede, er utroligt. Jeg tager det sæson for sæson. Jeg bryder mig ikke om at se for langt frem, fordi man aldrig ved, hvad der sker. Men er det sundt at sigte efter, spurgte han retorisk.
Tæt på topscorerprisen igen
Tottenhams ledelse føler sig sikre på, at Kane også er Spurs-mand næste sæson.
Kontrakten løber til sommeren 2022, og Kane har tidligere udtalt, at han ser sig selv i London-klubbens hvide trøje resten af karrieren.
- Det er meget klart, at vi vil beholde de spillere, vi har brug for. Vi vil kun sælge dem, vi ønsker at sælge. Vi tager det helt roligt angående vores nøglespillere. De er glade her, og vi har gang i et spændende projekt, sagde Pochettino.
Sandsynligheden for, at Kane ender som topscorer i Premier League denne sæson er vokset eksplosivt efter kampen torsdag. Han er nu to mål foran Romelu Lukaku fra Everton inden sidste runde.
Sker det, vil han toppe listen to år i træk. Det har Alan Shearer, Thierry Henry og Robin van Persie præsteret før ham.
Den kommede brudgom: Sådan blev Mikkel til Viking Warrior
Husker du Hans-Henrik Ørsted: Slagsmål, rivalisering og forfølgelse