Efter ny kæmpe transfer: Liverpool-manager lægger sig fladt ned

Jürgen Klopp kritiserede for to år siden Manchester United for at have betalt 750 millioner kroner for Pogba, men nu har han selv gjort Alisson til verdens dyreste målmand i Liverpool

Liverpool har gjort den brasilianske landsholdsmålmand Alisson Becker til verdens dyreste. Foto: AP
Liverpool har gjort den brasilianske landsholdsmålmand Alisson Becker til verdens dyreste. Foto: AP

For to år siden kritiserede Liverpools træner, Jürgen Klopp, Manchester United, efter klubben havde brugt næsten 750 millioner kroner på franskmanden Paul Pogba.

Klopp, der dengang sagde, at han ikke kunne forestille sig at være en del af en klub, der brugte så mange penge på spillere, har siden ændret mening.

Det erkender han, efter Liverpool torsdag offentliggjorde, at klubben har købt den brasilianske målmand Alisson i Roma og efter alt at dømme har gjort ham til den dyreste målmand, der nogensinde er blevet handlet mellem to klubber.

Roma skrev, at beløbet for målmanden kan nå op på 72,5 millioner euro eller 540 millioner kroner.

- Det er problemet nu til dags. Ingen glemmer det lort, man lukker ud. På den anden side er det stadig forholdsvis sandt. Jeg havde ikke forestillet mig, at verden ville ændre sig så meget på to et halvt år.

- Har jeg ændret mening? Ja. Det er sandheden. Men det er bedre at ændre mening, end ikke at have en, siger Klopp ifølge sportsmediet ESPN.

Jürgen Klopp har ændret mening, når det gælder transfer-summerne i international topfodbold. Foto: AP
Jürgen Klopp har ændret mening, når det gælder transfer-summerne i international topfodbold. Foto: AP
 

Liverpool har tidligere på året blandt andre købt hollandske Virgil van Dijk for 625 millioner kroner, midtbanespilleren Naby Keita for 440 millioner kroner og Fabinho for 367 millioner kroner.

Den tyske træner erkender, at han har været nødt til at følge med strømmen.

- Jeg har ansvaret for, at klubben er så succesfuld som mulig. Det er ikke op til mig at dyrke mine holdninger og sige, at vi ikke skal hente spillere eller betale store summer, for så bliver Liverpool ikke succesfuld.

- Det fungerer ikke, siger Klopp.

Liverpool er lige nu i USA, hvor klubben deltager i en træningsturnering. Søndag skal holdet møde Borussia Dortmund i en træningskamp.

Se også: Storklub bekræfter rekordhandel: Nu er han verdens dyreste målmand

Se også: Træner afslører Schmeichels situation: 'Den er jeg ikke bekymret for'

Se også: Zlatan erkender United-nedtur: - Jeg var ikke den samme

121 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste Sport
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere