Tidligere fredag købte den italienske fodboldklub Atalanta argentineren Cristian Romero af Juventus.
Allerede fredag aften er den 23-årige forsvarsspiller blevet solgt videre til Tottenham i England, hvilket var blevet spået af adskillige medier.
Tottenham skriver på sin hjemmeside, at klubben har købt Romero af Atalanta, men nævner ikke noget om kontraktlængden.
Årsagen til det hurtige videresalg skal findes i, at Atalanta for et år siden lejede Cristian Romero i Juventus.
Ved den lejlighed aftalte parterne, at Atalanta efter lejeperiodens udløb havde mulighed for at købe Cristian Romero for 16 millioner euro, cirka 119 millioner kroner.
Argentineren imponerede i sidste sæson i Italien, og i sommer var han med til at vinde Copa America med landsholdet.
Købsprisen for handlen mellem Atalanta og Tottenham er endnu ikke kommet frem, men det ventes, at Atalanta tjener en stor sum penge for spilleren, som altså kun nåede at være ejet af klubben i få timer.
I Tottenham kommer Cristian Romero til at være holdkammerat med danske Pierre-Emile Højbjerg.
Cristian Romero kom i 2018 til Genoa, men året efter blev han købt af Juventus, som først lejede ham ud til Genoa og derefter Atalanta.
Atalanta har allerede sikret sig en afløser for Cristian Romero i form af tyrkeren Merih Demiral, som også er lejet i Juventus.