Mange fodboldinteresserede danskere spærrede øjnene op, da de læste dagens overskrift om målmanden Anders Lindegaard.
Skulle han pludselig spille fodbold i Premier League igen? Efter flere sæsoner, hvor karrieren har været på en deroute?
Det er altså tilfældet efter, at Burnley i dag har offentliggjort, at de har skrevet under med danskeren frem til næste sæson.
Det sker i kølvandet på det normale førstevalg Tom Heaton er blevet skadet i fire måneder efter, at skulderen er gået af led.
Det betyder, at Nick Pope nu skal vogte buret, mens Lindegaard skal ruge bænken.
Det er 6'erens fodboldekspert helt overbevist om.
- Han skal være heldig, og jeg vil gerne understrege heldig, hvis han skal få spilletid. Han er købt ind for at give noget erfaring, siger Mikkel Bischoff til Ekstra Bladet.
Danskeren er dog godt klar over, at han ikke skal til at stå fast i Premier League.
- Jeg er her for at skærpe konkurrencen mellem målmændene, og så må vi se, hvad der sker. Jeg er i fysisk god form og jeg vil stadig spille. Jeg kommer med en masse entusiasme, lyder det videre.
Selvom Lindegaard ikke kunne spille sig på holdet i den næstbedste række for Preston, hvilket måske siger noget om hans niveau, mener Bischoff, at han kan bidrage med noget helt andet.
- Modsat yngre målmænd har han det mentale på plads. Han kender gamet og har spillet i Premier League før. Så han skal ikke vende sig til den storhed, som man føler, når man spiller Premier League.
Det begynder at ligne karrierens efterår for Lindegaard. Det synes Mikkel Bischoff også, at dette skifte signalerer.
- Man kan undre sig over, han ikke har valgt at skifte til en klub, hvor han kan spille fast. Men han har nok ikke ambitionerne om landsholdsfodbold længere, og samtidig har han det godt i Manchester, som Burnley ligger tæt på. Derfor har han nok valgt pengene og England frem for landsholdet, siger 6'erens Premier League-ekspert.