'En af de helt store profiler i Premier League'

Både Kasper Schmeichel og Christan Eriksen kan tage et stort skridt nærmere Premier League-guldet i dag. Begge får store roser af ekspert

I dag kan Christian Eriksen eller Kasper Schmeichel rykke nærmere på det engelske mesterskab. (Foto: All Over Press/PA)
I dag kan Christian Eriksen eller Kasper Schmeichel rykke nærmere på det engelske mesterskab. (Foto: All Over Press/PA)

Der har været sjovere sæsoner for fodbold-Danmark end 2015-16.

På landsholdet takkede Morten Olsen af gennem bagdøren efter, at en vis Zlatan havde pensioneret de danske EM-drømme i Parken og henvist danskerne til endnu en sommer som tv-vidner til en slutrunde uden rød-hvid deltagelse. 

Og i de europæiske turneringer røg både FCK, Brøndby og Randers alt for hurtigt ud i mørket, mens FCM som de eneste holder Superliga-fanen højt i Europa League.

Se også: Schmeichel og co. i bonus-bommert

Heldigvis er der individuelle lyspunkter.

Simon Kjær i Tyrkiet, Michael Krohn-Dehli i Spanien og Andreas Christensen og Jannik Vestergaard i Tyskland.

Men når fodbold-Danmark engang skal se tilbage på denne sæson, så bliver med to danskere i engelsk fodbold i hovedrollerne.

Grafikken er fjernet på grund af opdateringer på sitet.

Her indtager Kasper Schmeichel og Leicester en sensationel førsteplads i Premier League to tredjedele inde i sæsonen.

Og fem point efter er Christian Eriksen og Tottenham førsteudfordrer til titlen.

Det er groft sagt første gang, siden Johnny Hansen og Bayern München kæmpede mod Allan Simonsen og Henning Jensens Gladbach om herredømmet i Bundesligaen i de tidlige 1970’ere, at to danskere er i direkte titel-duel i en af de fire store europæiske ligaer.

Se også: Det danske titelræs: Derfor har Eriksen og Schmeichel succes

En duel, der i den grad lyser op i en mørk tid for dansk fodbold, vurderer den tidligere landsholdsspiller og nuværende fodboldekspert hos TV3 Sport, Per Frimann.

- Det betyder rigtig meget, at de gør det så godt, men det er også et udtryk for, at alting er så pauvert. Vi jubler, fordi de gør det godt, men vi jubler også, fordi der ikke er så meget andet at juble over. Det kan ikke fjerne fokus fra, at dansk fodbold ikke er i den bedste periode, men de lyser meget op, lyder det fra Frimann, der glæder sig over, at de to danskere indtager reelle nøgleroller på deres titelbejlende hold.

Grafikken er fjernet på grund af opdateringer på sitet.

- I forhold til Christian Eriksen skal man se på, hvordan han udfylder rollen. Han scorer ikke så mange mål som i sidste sæson, men han ligger i top på statistikkerne for nøgleafleveringer, han skaber mange chancer og han er en af de spillere i Premier League, der løber mest. Og så får han spillet til at flyde, lyder vurderingen af Eriksen, der måske er mindre spektakulær end i sidste sæson, hvor målene kom i stimer.

- Han er en ligeså vigtig del af puslespillet i Tottenham sonm Harry Kane. Han har udfyldt sin rolle og er sammen med blandt andet det stærke belgiske midterforsvar en vigtig del i, at Tottenham måske kan blive mester, konstaterer Per Frimann, der er endnu mere uforbeholden i sin ros af Kasper Schmeichel.

Grafikken er fjernet på grund af opdateringer på sitet.

- Kasper har vist sig som en af de helt store profiler i Premier League i denne sæson og er en meget vigtig del af Leicesters succes, siger han og fortsætter:

- De har en meget solid defensiv og er meget stærke på udebane, hvor de blandt andet er ekstremt farlige på omstillinger på grund af Kaspers udspark og igangsætninger, der er i en klasse for sig selv. Og så har han haft de kampafgørende redninger som den mod Kane, da de slog Tottenham på udebane. Det, han har leveret, har været topklasse, roser Frimann.

Se også: Hatten af for Kong Kasper

I dag kan både Eriksen og Schmeichel komme et stort skridt nærmere et eventyrligt mesterskab.

Tottenham skal forsøge at gentage Leicester bedrift fra sidste weekend med en udesejr mod nummer Manchester City, mens Leicester skal en tur til tabel-treeren Arsenal.

Sejre i de to svære udekampe, kan sende danskerklubberne ud i en regulær titelduel, mens nederlag blæser titelkampen pivåben.

Grafikken er fjernet på grund af opdateringer på sitet.

- Hvis Leicester tager point mod Arsenal, så bliver man nødt til at tro på det, men hvis de taber, venter der svære kampe forude. Men tænk, hvis de vinder. Det vil være en helt fantastisk historie, konstaterer Per Frimann, der også mener, at Tottenham har kvaliteten til at vinde på Etihad Stadium.

Grafikken er fjernet på grund af opdateringer på sitet.

-Tottenham har gjort det fantastisk. De har den yngste gennemsnitsalder, den bedste defensiv, ligaens måske bedste angriber og en midtbane med navne som Alli, Dier og Eriksen, der måske har været den bedste i Premier League, vurderer Per Frimann, der alle de pæne ord til trods stadig tror, at det hele ender med danske tårer til sidst.

- Jeg tror stadig, at Arsenal vinder mesterskabet, men alt afhænger af søndag.

Se også: Ekspert tror på Schmeichel-triumf: Denne Leicester-kommentar var dum

Schmeichel: Derfor er Leicester en succes:

 

36 kommentarer
Vis kommentarer
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere