Enorm brøler: Derfor falder De Gea-handlen til jorden

Manchester United og Real Madrid klokkede gevaldigt i det mandag aften, da handlen om verdens mest omdiskuterede målmand stod for døren

David de Gea må efter al sandsynlighed nappe et halvt år mere i Manchester United. (Foto: AP)
David de Gea må efter al sandsynlighed nappe et halvt år mere i Manchester United. (Foto: AP)

Tirsdag morgen vågner David de Gea som Manchester United-spiller.

Præcis som han har gjort de seneste fire år af sit liv.

Ingen Real Madrid-præsentation i vente foreløbig for den spanske landsholdsmålmand, der nok skal belave sig på minimum seks måneder mere i Manchester. Selvom alting pegede i den retning, og De Gea selv meget gerne ville hjem til Spanien.

Men hvorfor nu det, når både Manchester United og Real Madrid syntes enige om en overgangssum? Real har hele sommeren vist interesse og blev for længst enige med spilleren om de personlige detaljer. Det har været det måske mest omtalte skifte i verden, og De Gea har ikke været i nærheden af spilletid denne sæson.

Angiveligt var det en brøler af rang af klubberne sent mandag aften, hvis man skal tro de meldinger, der kommer fra engelske og spanske medier med kilder tæt på især Manchester United.

Det spanske fodboldforbund afviste nemlig at godkende 29 millioner pund-transferen, fordi den blev registreret for sent i FIFA's såkaldte Transfer Management System (TMS). David de Gea havde ifølge den spanske radiostation Cadena SER underskrevet kontrakten, men deadline blev overskredet med 28 minutter...!

En meget uheldig situation for fans af Manchester United, hvis de Gea må blive, mener klubikonet Peter Schmeichel. (Video: SNVTV)

Må ud og appellere
Ifølge The Independent siger United-kilder, at fejlen må ligge hos Real Madrid. Deres data skulle være inde i TMS-systemet i tide. United skulle tilmed have en bekræftelse fra FIFA på dette.

Afvisningen fra Liga de Futbol Profesional betyder, at Real Madrid må ud og appellere dommen i dag til FIFA, hvis de fortsat vil ha' stjernen.

En af forklaringerne på miseren kan være, at Real Madrid trods voldsom interesse gennem længere tid først afgav et bud ved middagstid mandag. Derfor kom der heller ikke en dialog i gang før dette tidspunkt.

Den spanske fodboldekspert Guillem Balague fortæller til Sky Sports, at La Liga har bekræftet over for ham, at man ikke modtog papirerne fra Manchester United til tiden.

- Alt var på plads, og alle ventede bare. David de Gea var i kærestens hus i Madrid, Florentino Perez var på Santiago Bernabeu. Navas var der også og ventede på at komme til lægetjek, og alt var underskrevet og sendt til Manchester. Men dokumenterne fra Manchester United kom ikke tilbage til tiden, siger han.

Dermed kommer Costa Ricas Keylor Navas, der angiveligt skulle den anden vej sammen med 11 millioner pund, heller ingen vegne. Da det engelske vindue endnu ikke er lukket, kan Navas dog teoretisk set nå at skifte.

Imens kan United nu melde ud, at man er 'afslappede' omkring situationen. De har så også en af verdens bedste målmænd i truppen minimum et halvt år mere.

Ifølge Eurosport er det aldrig tidligere lykkedes at appellere med succes i sådan et tilfælde. Senest forsøgte spanske Levante at appellere en dom, der havde underkendt deres bud på Fulhams Bryan Ruiz. Men uden held.

Hvorvidt Real Madrid rent faktisk vil forsøge at appellere er endnu uvist.

David de Gea har et år tilbage af sin kontrakt med Manchester United.

Det engelske transfervindue lukker kl. 18.00, og Ekstra Bladet livedækker det hele dagen.

Se også: Det store transferoverblik: Her er mandagens største handler

Anthony Martial er på vej til Manchester United. Vi forstår briternes interesse

33 kommentarer
Vis kommentarer

Seneste Sport