Er det ikke 10? Schmeichel retter reporter efter triumf

Kasper Schmeichel var naturligvis i godt humør efter endnu en sejr i toppen af Premier League. Og den danske keeper beviste også, at han har mere styr på stillingen end tv-reporteren

Premier League-mestre i 2016: Leicester City.

Hvis du havde hævdet det før sæsonen, havde de fleste nok kaldt dig vanvittig. Men søndag den 10. april - otte måneder efter turneringsstarten - virker det mere og mere realistisk, at trofæet vil blive løftet af Kasper Schmeichel og Co. i maj.

Leicester imponerede på ny søndag eftermiddag, da sidste sæsons bundhold rutineret sikrede sig en 2-0-sejr ude mod nedrykningstruede Sunderland. Topscorer Jamie Vardy var manden bag begge mål i et opgør, hvor Schmeichel også diskede op med en fornem refleks-redning kort før pausen.

TV: Se danskerens redning her

Det var Leicesters femte sejr i træk, der sender dem ti point foran Tottenham, der har en kamp i baghånden mod Manchester United, som spilles 17.30 søndag.

Det forspring var Schmeichel da også godt klar over, da han blev interviewet efter opgøret, i modsætningen til reporteren.

I er tættere på målet nu - ni point foran..

- Du mener ti, ikke?, irettesatte Schmeichel.

Nå ja, ti point. Det er det da også. Undskyld, svarede reporteren. 

Men selvom Schmeichel øjensynligt har godt styr på, hvor langt der er ned til konkurrenterne i Premier League, er han stadig ikke meget for at kalde Leicester guld-favoritter.

- Jeg har sagt det så mange gange efterhånden. Vi kommer ikke til at blive revet med. Vi er godt klar over, at der stadig er lang vej igen. Vi er uden tvivl glade for resultatet i dag, men vi koncentrerer os om den næste kamp, sagde Schmeichel, der nu kan prale af at have sikret sig klub-rekorden i Leicester for flest clean sheets i træk.

Men dagens tre point mod Sunderland sikrede Leicester sig officielt deltagelse i næste sæsons Champions League.

TV: Se Vardys to mål i videoen herunder:

18 kommentarer
Vis kommentarer
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere