Er det slut? Her er Wengers melding på dramatisk møde

Det lakker tilsyneladende mod enden for Arsene Wenger, der vil efterlade et succesrigt Arsenal til sin efterfølger

Arsene Wenger nærmer sig udløbsdatoen i Arsenal. (Foto: AP)
Arsene Wenger nærmer sig udløbsdatoen i Arsenal. (Foto: AP)

Med 19 år og en sjat i det varme sæde hos Arsenal er Arsene Wenger suverænt den manager i engelsk fodbold, som har siddet længst.

Franskmanden har haft det samme job i knap ti år længere end den næstlængst siddende i engelsk fodbold, Paul Tisdale hos Exeter City i den fjerdebedste række, og er kun overgået af Sir Alex Ferguson, når det handler om kampe i Premier League.

Men alting har en ende.

Det gælder også Wengers regeringstid over den røde del af Nord-London.

Se også: Arsenal ydmyger United: Fyr ikke Wenger alligevel

Og hvis man skal tolke lidt på de ord, som Arsene Wenger lod falde, da aktionærerne torsdag var samlet til den årlige generalforsamling i London-klubben, så er han klar til at overlade tøjlerne til en efterfølger efter næste sæson.

- Jeg er fast besluttet og fuldstændig dedikeret til at bringe stor succes til denne klub lige til den sidste dag i min kontrakt og efterlade den i en position, hvor klubben kan klare sig endnu bedre, sagde Wenger med henvisning til sin kontrakt, der udløber i sommeren 2017.

- Det er det, der er vigtigt for mig, når jeg forlader klubben. At fyren, der efterfølger mig, kan gøre det endnu bedre. Ansvaret på mine skuldre er meget større. Jeg ved, hvad det betyder for folk. Jeg ved, hvor triste folk er, når det ikke går godt. Jeg ved, hvor triste folk er, når vi taber en kamp, konstaterede franskmanden, som selv har fået masser af hug, fordi Arsenal nok kvalificerer sig troligt til Champions League år efter år, men ikke har været reel engelsk titelbejler i årevis, ligesom der var ni års pokaltørke, inden det to år i træk lykkedes at vinde FA Cup'en.

Wengers udmelding faldt på den mest dramatiske generalforsamling i Arsenal i årevis.

Se også: Rasende Wenger truer med at forlade pressemøde

Dels var fansene rasende over, at storaktionæren har scoret en udbetaling i omegnen af 30 mio. kroner for 'konsulentvirkomhed'.

Og dels er tålmodigheden med Wenger spændt til bristepunktet efter de seneste års skuffende resultater.

En rasende tilhænger rejste sig ifølge Daily Mirror og råbte op om de 'pinlige CL-nederlag til Monaco i sidste sæson og Olympiakos for et par uger siden.

Andre tilhængere stillede spørgsmål ved Wengers fortsatte virke i klubben og en transferpolitik, der betød, at Arsenal som den eneste topklub i Europa ikke investerede i en eneste markspiller denne sommer, hvor kun målmandsveteranen Petr Cech blev hentet hos Chelsea.

- Jeg er enig i, at præstationerne ikke var gode nok. Men vi har spillet  over 150 kampe i Europa. Du har valgt tre, der ikke var gode nok, svarede Arsene Wenger og fortsatte:

Se også: Sviner Wenger: Helt ærligt, hvordan kan du droppe Cech?

- Hvis du set på sejrsprocenten i Europa, er Arsenal i top fem. Du taler om Monaco, men de tabte til Juventus, der endte i finalen. Men de fortjente ikke at tabe til Juventus - de fortjente at  vinde. Jeg accepterer, at I er over-kritiske, når holdet ikke spiller godt. Men se på det antal kampe, Arsenal spillede i Champions League, før jeg kom, og det antal der er spillet siden. Og kom så tilbage til mig, svarede Arsene Wenger igen, inden han forsvarede sin udskældte transferpolitik.

- Vi er ikke bange for at bruge penge. Jeg ved, at jeg har det rygte. Vi har i de seneste tre-fem år bevist, at hvis en spiller har kvaliteten, så bruger vi også pengene, forsvarede franskmanden sig.

I alt har Arsene Wenger hentet ni trofæer i sine 19 år i klubben.

Se også: Arsenal skød Schmeichel i sænk

Her går Wengers vrede ud over dansk journalist:

44 kommentarer
Vis kommentarer