Eriksen åbner guld-døren for Schmeichel

Danskeren spillede en fin kamp for Tottenham med asssist og fine frispilninger men mistede to point i topstriden til veloplagte Coutinho og Liverpool

Tætte kampe afgøres ofte af enkelte, individualistiske indslag.

Og en af de virkelig leveringsdygtige udi den slags er Liverpools Philippe Coutinho.

Brasilianeren kan det der med at hæve sig over leverpostejen, og mod Tottenham gjorde han det seks minutter efter pausen, da han skarpt sendte hjemmeholdet foran med et fladt skud efter en pasning fra Daniel Sturridge.

Det samme kan Harry Kane, når han får lov at vende med bolden og skubbe den de centimeter foran sig, der er nok til at svinge benet. Det gjorde han 12 minutter senere, da Christian Eriksen lige akkurat nåede bolden ved baglinjen og fik den vippet skråt bagud til sin topscorer.

Kane scorede med vanlig præcision i det lange hjørne, hans sjette træffer i de seneste fire Premier League-kampe.

Kort efter forsøgte danskeren selv med et fladt skud, men denne gang fik Simon Mignolet handskerne på.

Dermed havde den underholdende kamp for alvor åbnet sig efter en første halvleg, der var mere intens end decideret velspillet.

Alligevel var der gode chancer i begge ender. De to store syndere var landsholdsangriberne Harry Kane og Daniel Sturridge, og ikke mindst Liverpool-spilleren burde have overlistet Hugo Lloris i Tottenham-målet.

Se også: Mølby: Plads til Bayern-stjerne i Liverpool

Danske Christian Eriksen var veloplagt kampen igennem og leverede flere fine frispilninger til sine holdkammerater, der dog ikke formåede at belønne dem med den rette førsteberøring eller afslutning.

Et minut før tid kunne han have gjort sig til den helt store helt, at han sendte et frispark snert forbi mål.

Tottenham pressede på i slutfasen, men det blev ved de 1-1.

Resultatet åbner en ladeport - eller måske snarere en guldport - for Kasper Schmeichel og Leicester, der søndag tager imod Southhampton. En sejr kan give et forspring på syv point ned til Tottenham med seks runder tilbage.

1 af 2 Philippe Coutinho har åbnet målscoringen og fejrer sin flotte træffer med resten af Anfield Road (Foto: AP)
2 af 2 
22 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste Sport
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere