Eriksen-agent til Ekstra Bladet: Mine citater er fabrikeret

Christian Eriksens hollandske agent, Martin Schoots, skabte overskrifter fredag aften med opsigtsvækkende citater om danskerens fremtid. Men agenten fortæller til Ekstra Bladet, at citaterne er pure opspind

Eriksens agent afviser, at han har udtalt sig om, at danskeren skal væk fra Tottenham. (Foto: AP)
Eriksens agent afviser, at han har udtalt sig om, at danskeren skal væk fra Tottenham. (Foto: AP)

Den danske landsholdsspiller Christian Eriksen har haft en forrygende sæson for sin engelske klub, Tottenham Hotspur, og den 24-årige playmaker ser ud til at stortrives i hovedstadsklubben.

Eriksen har da også ved flere lejligheder udtalt, at han er tilfreds og i gang med at forhandle en forlængelse på plads med klubben.

Derfor har klubbens fans da heller ikke frygtet, at deres danske guldfugl skulle finde på at søge andre græsgange efter sin store succes.

Sådan tænkte de i hvert fald - indtil fredag aften. For her faldt de over udtalelser fra Eriksens hollandske agent, Martin Schoots, der helt sikkert chokerede de fleste af dem.

Agenten var ifølge den italienske avis La Repubblica så fortørnet og chokeret over briternes nej til EU, at han nu overvejede en Eriksen-transfer væk fra Premier League.

Den bedste engelske række vil fremover ikke blive betragtet som en EU-liga, og derfor vil arbejdstilladelser for udenlandske spillere blive sværere at få ført igennem. Og det fik - ifølge den normalt respekterede, italienske avis, Schoots op i det røde felt.

- Vi undervurderer faren ved denne beslutning. Sandheden er, at halvdelen af Premier League-spillernes arbejdspapirer nu vil blive værdiløse. Hvis situationen forbliver sådan, så vil jeg få min klient (Eriksen red.) væk fra Tottenham, er agenten blevet citeret for af avisen.

Udtalelserne begyndte hurtigt at florere på diverse medier, hvor flere undrede sig over Schoots agenda. Sent på aftenen reagerede Christian Eriksen selv og afviste pure, at hans agent skulle have udtalt sig.

Ekstra Bladet forsøgte allerede fredag aften at få fat i Martin Schoots - uden held. Men den hollandske agent er vendt tilbage på en sms lørdag middag, hvor han understreger, at han ikke har udtalt sig til La Repubblica.

- Vi er som sådan ikke forvirrede over dette - vi er bare meget overraskede over de såkaldte 'citater'. Du kan læse Christian tweet - det forklarer det. Jeg har aldrig snakket med avisen eller diskuteret dette emne med andre. Jeg aner ikke, hvor disse citater er kommet fra. Det er meget mærkeligt, skriver Eriksens agent.

Danskeren har kontrakt med Tottenham indtil sommeren 2018.

Se også: Eriksen skyder bizarre Brexit-rygter ned

Se også: Eriksens løn på himmelflugt: Så meget kan han tjene i Tottenham

14 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste Sport
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere