Året startede, som det skulle for Christian Eriksen.
Den danske Tottenham-kreatør skulle blot bruge 11 minutter og en sjat på at lave den første af forhåbentlig mange målgivende afleveringer i 2018.
I styrtregnen på Liberty Stadium i Swansea svingede Eriksen et perfekt frispark ind i straffesparksfeltet, og der dukkede Fernando Llorente op.
Den lange spanier erstattede fra start målmaskinen Harry Kane i opgøret mod bundproppen og kunne takke Eriksen (og en uopmærksom linjedommer!) for sit første Premier League-mål i Tottenham-trøjen.
Llorente headede smukt Spurs foran og fik vist, at det trods alt går uden Kane.
De har ellers haft det vanskeligt, når Kane ikke har været med, men waliserne var ikke det store problem.
Tottenham belejrede især før pausen Swanseas halvdel, og havde topscorer Kane været med hele kampen, var sejren formentlig blevet større end 2-0.
Blandt andet brændte Llorente kort før pausen en stor mulighed efter en ny sukkerbold fra Eriksen.
Den slags chancer scorer Kane på, men den engelske landsholdsangriber har været ramt af sygdom hen over nytåret og fik lov at få et hvil på bænken.
Først midt i 2. halvleg blev Premier League-topscoreren skiftet ind.
For en gang skyld blev det ikke til mål, men han får chancen igen allerede torsdag, når Tottenham møder West Ham.
Velspillende Christian Eriksen var tæt på for gæsterne i 2. halvleg med et par farlige frispark, men Lukasz Fabianski blev først passeret igen kort før tid, da Kane smukt spillede Dele Alli fri.
I den anden ende sløsede Tottenham noget efter pausen, men stolpen og et par dårlige Swansea-afslutninger reddede London-klubben, der med 2-0-sejren rykker forbi ærkerivalen Arsenal og indtager femtepladsen i Premier League.
Afstanden til Manchester City er dog fortsat 22 point. Premier Leagues suveræne tophold havde ingen problemer med Watford, som blev besejret 3-1.
Se Eriksen lægge op til Llorentes 1-0-scoring i klippet over artiklen
Italien lokker landsholdsbobler: Men klubben siger nej
Liverpool-spiller risikerer fængsel: Indrømmer overfald på sin kæreste