Fantasiløse United straffet i Wales

En usædvanligt defensivt Swansea-mandskab havde held til at lukke af for Uniteds dyre drenge, der ikke havde taget en dåseåbner med til Liberty Stadium

Wayne Routledge og Swansea blev ved at hænge på Antonio Valencia og Manchester United, og det gav tre point (Foto: AP)
Wayne Routledge og Swansea blev ved at hænge på Antonio Valencia og Manchester United, og det gav tre point (Foto: AP)

Manchester United havde ikke tabt i ti udekampe i træk, og Swansea havde tabt otte af de seneste ti hjemmekampe mod Top 10-hold, da de to mandskaber lørdag tørnede sammen på Liberty Stadium.

Men her lykkedes det de usædvanligt defensivt indstillede walisere at trække alle statistikkere offside med en ikke voldsomt fortjent hjemmesejr på 2-1. De samme sejrscifre, som de øvrigt åbnede sæsonen med på Old Trafford. Det er klubbens første 'liga-double' mod United.

Louis van Gaal havde denne lørdag valgt en 4-4-2 opstilling med midtbane-diamant, og det var spanske Ander Herrera, der skinnede mest før pausen, hvor han efter bare fem minutter reddede et hovedstød fra Bafetimbi Gomis på målstregen.

Se også: Klar til mission overlevelse: Schmeichel gør comeback

Wayne Routledge nåede også at teste David de Gea, før der kom liv i måltavlen.

Se også: United henter 16-årig komet

United bragte sig foran i det 28. minut efter et mønsterangreb sat i gang af Luke Shaw, hvor Wayne Rooney lagde af til Angel Di Maria, der nåede at se op og spille fremstormende Herrera. Han holdt sit skud smukt nede og scorede langs stolperoden.

Men så faldt opmærksomheden bagude og bare to minutter senere kom Ki foran alle andre i feltet og skubbede Jonjo Shelveys indlæg i nettet.

Udligningen var et rimeligt resultat af en første halvleg, hvor United havde bolden mest, men hvor Swansea var farligst.

Se også: Klar besked: United-fans fælder dom over ny stil

Van Gaal, der havde 'opfundet' unge Paddy McNair som højre back, fortrød i pausen og skiftede ham ud med Antonio Valencia, og tolv minutter senere skiftede han offensivt ud på den modsatte flanke ved at erstatte en temmelig svingende Luke Shaw med Ashley Young.

Det gav mere, offensivt tryk, og Youngs første berøring førte indirekte til en chance til Robin van Persie, som dog afsluttede lunkent.

Gæsterne havde i anden halvleg et massivt spilovertag, mens værterne bare parkerede bussen. Men der manglede en dåseåbner, en kreatør til at lægge den sidste, forløsende aflevering eller en mand med modet til at tage sagen i egen hånd.

Og pludselig slog Swansea kontra og forpagtede heldet. I det 73. minut sparkede Shelvey udefra, og da skuddet snittede Gomis' omfangsrige frisure, var de Gea chanceløs.

Van Gaal brugte også sin tredje udskiftning og sendte Juan Mata ind for Di Maria, men ingen af de dyre drenge kunne slå hul på Swansea-defensiven.

Se også: Christian Eriksen afslører frisparkstips

I tabellen dumpede United med Arsenals sejr ned på fjerdepladsen, og de kan fortsætte rutsjeturen i morgen, hvis Southampton slår Liverpool.

 

0 kommentarer
Vis kommentarer
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere