Fantastisk detalje i United-triumf

Martial og McTominay sikrede Manchester United den anden sejr over Manchester City i Premier League-sæsonen. Især Martials mål var en flot detalje

Anthony Martial bringer her United foran i søndagens opgør mod City på Old Trafford. Foto: Carl Recine/Ritzau Scanpix
Anthony Martial bringer her United foran i søndagens opgør mod City på Old Trafford. Foto: Carl Recine/Ritzau Scanpix

Manchester City har de senere år skubbet Manchester United af fodboldtronen i den nordvestengelske by.

Magtbalancen ændrede sig for en stund søndag, da Josep Guardiolas City-mandskab tabte med 0-2 på Old Trafford.

Anthony Martial bragte United foran før pausen, mens Scott McTominay i overtiden cementerede sejren efter en stor fejl af City-keeper Ederson.

Martial åbnede festen for United efter en halv times spil på en indøvet frisparksdetalje.

Holdkammeraten Bruno Fernandes vippede bolden op over gæsternes forsvarslinje til Martial, der var løbet i position og dygtigt sparkede hjemmeholdet foran ved stolperoden.

City-keeper Ederson var nede for at blokere skuddet, men bolden smuttede alligevel under målmanden.

Indtil da havde det velpolerede City-mandskab spillemæssigt domineret affæren, men de mere uortodokse United-spillere var farligst.

Artiklen fortsætter efter billedet.

McTominay spillede en stærk kamp i dagens derby. Foto: PHIL NOBLE/Ritzau Scanpix
McTominay spillede en stærk kamp i dagens derby. Foto: PHIL NOBLE/Ritzau Scanpix
 

Efter pausen oppede gæsterne sig og bidrog til en åben slagudveksling med chancer i begge ender.

Citys Sergio Agüero fik bolden i nettet, men United-keeper David de Gea undlod helt at gå efter skuddet i vished om, at der var offside i situationen. Det blev da også slået fast kort efter af VAR.

I den anden ende var City-keeper Ederson tæt på at dumme sig, da han ikke fik tæmmet en tilbagelægning. Martial var opmærksom, men Ederson nåede at redde på målstregen, mens United-angriberen bragede ind i stolpen.

Sådan fortsatte spillet med at veksle frem og tilbage, og gæsterne tilspillede sig flere gode muligheder mod et United-hold, der begyndte at kæmpe med træthed.

Indskiftede Gabriel Jesus havde et godt skudforsøg for City med et kvarter tilbage, men de Gea i værternes mål kom i vejen.

De sidste minutter blev en lang overlevelseskamp for hjemmeholdet, hvor det hver gang lykkedes United-spillerne at få en fod i vejen.

Flere af hjemmeholdets spillere havde ligget med krampe i overtiden, da Ederson i City-målet atter dummede sig. Han kastede bolden lige ud til United-indskifteren Scott McTominay, der kunne sende bolden ind i det tomme mål.

Artiklen fortsætter efter billedet.

En skuffet Sterling og et jublende United mandskab. Foto: OLI SCARFF/Ritzau Scanpix
En skuffet Sterling og et jublende United mandskab. Foto: OLI SCARFF/Ritzau Scanpix
 

Med 2-0-sejren kan den tidligere så udskældte United-manager Ole Gunnar Solskjær se tilbage på en periode på ti kampe uden nederlag i alle turneringer.

Hjemmesejren over City var den første i fem år i Premier League. United slog desuden lokalrivalen på udebane i december, så denne sæson har budt på seks point i kampene mod City.

I tabellen har City dog fortsat overhånden med 57 point på andenpladsen - United har 45 point på femtepladsen.

Med 82 point styrer førerholdet Liverpool sikkert mod klubbens første mesterskab i 30 år.

Se også: Chelsea med storsejr
Se også: Tottenham varmer op til CL-brag med endnu en nedtur
Se også: Sensation i Parken: FCK sendt til tælling

18 kommentarer
Vis kommentarer

Seneste Sport