Fantastisk nytårsbrag i Premier League: Arsenal reddet i overtiden

Arsenal og Chelsea leverede underholdning i topklasse i et intenst London-derby. Med en scoring i overtiden sikrede Héctor Bellerín The Gunners 2-2

Arsenals Alexis Sánchez var stærkt spillende mod Chelsea, men kom ikke på måltavlen. Foto: AP/Frank Augstein
Arsenals Alexis Sánchez var stærkt spillende mod Chelsea, men kom ikke på måltavlen. Foto: AP/Frank Augstein

Arsenal og Chelsea rundede nytåret af med et brag.

De to London-klubber leverede underholdning af ypperste Premier League-klasse på Emirates Stadium, og med en scoring i overtiden sikrede Héctor Bellerín Arsenal 2-2 i en medrivende afslutning, hvor Pedro ramte overliggeren i 93. minut.

Der var fuld fart fra start, og det var et under, at der ikke faldt nogen mål i 1. halvleg.

Álvaro Morata fik en gigantisk mulighed for Chelsea i 14. minut, da Calum Chambers i Arsenal-forsvaret undervurderede en lang aflevering.

Det gav den spanske angriber en friløber, men hans afslutning var lige så elendig som Chambers’ forsvarsspil. Han sparkede langt forbi Arsenal-målet.

Minuttet efter fik Morata en ny chance, men fik hårdt presset ikke sat foden på Victor Moses’ indlæg. 

Arsenal havde også sine muligheder og spillede i perioder i et tempo, der gjorde Chelsea og Andreas Christensen forpustede.

Efter et flot angreb sendte Alexis Sánchez en tåhyler mod Courtois’ mål. Den lange belgier fik med en fabelagtig parade skubbet bolden ud på stolpen, hvorfra den trillede hele vejen langs mållinjen, inden den ramte den anden stolpe.

Midt i halvlegen var også Lacazette var tæt på, men igen reddede Courtois i stor stil.

Eden Hazard var tæt på at give Chelsea en drømmestart i 2. halvleg, men Cech klarede med en fodparade. Courtois var dog den bedste af to gode målmand og klarede flot, da Alexandre Lacazette pludselig var fri.

Arsenal kunne juble både først og sidst. Her fejrer The Gunners' Jack Wilsheres føringsmål. Foto: AP/Frank Augstein
Arsenal kunne juble både først og sidst. Her fejrer The Gunners' Jack Wilsheres føringsmål. Foto: AP/Frank Augstein

Der skulle noget specielt til at passere Chelseas edderkop i målet, og det leverede Jack Wilshere efter en god times spil. Han hamrede bolden forbi Courtois til en fortjent Arsenal-føring.

’One-nil to the Arsenal’, sang hjemmepublikummet fornøjet, men ikke ret længe. Eden Hazard fremtvang midt i 2. halvleg på kløgtig vis et straffespark, som han selv sikkert satte i nettet.

Álvaro Morata var tyve minutter før tæt på at gøre det til 2-1, men sendte bolden lige over.

Utrættelige Alonso lignede en matchvinder, da han syv minutter før tid dukkede op i Arsenal-feltet, men med en fremragende afslutning sørgede en anden spanier, Bellerín, for, at det endte med en pointdeling.

Dermed kom alle de såkaldte Top 6-klubber igennem julen og nytåret uden nederlag.

Grafikken er fjernet på grund af opdateringer på sitet.

Du kan se alle målene i klippet over artiklen.

Se også: Michelsen fyret i Hammarby efter magtkamp

Se også: Så I det, FCK: Costa bomber i Atlético-comeback

35 kommentarer
Vis kommentarer