Tingene sejler i traditionsklubben Everton, der er ved at drukne under stregen i Premier League.
Det kostede mandag Frank Lampard jobbet som manager - og på en facon som er tilsvarende den apatiske situation, som Liverpool-klubben befinder sig i.
Avisen Daily Mail skriver således, at Frank Lampard blev fyret i et telefonopkald med Evertons ejer, Farhad Moshiri.
Fyret få timer efter transfersamtale
Selvom det er knap så ydmygende som at blive fyret på et motorvejstoilet, er der ikke megen klasse over det træk fra Everton-ledelsen ...
Fyringen kom endda få timer efter, at Farhad Moshiri havde været i kontakt med sin manager for at spørge ham til råds om det igangværende transfervindue, hvor Everton mildt sagt også er på dybt vand.
For at strø ekstra salt i såret kunne en række britiske medier mandag berette, at Evertons bestyrelse havde truffet beslutningen om at fyre Frank Lampard. Først fem timer senere meddelte klubben sin beslutning officielt.
En pærevælling af dårlig kommunikation og ledelse, som Everton-fansene er rasende over i forvejen.
Artiklen fortsætter under billederne.
Syvende manager på syv år
44-årige Frank Lampard vandt blot 12 af sine 44 kampe i spidsen for klubben og nåede at stå i spidsen for Everton i 357 dage.
Everton skal nu finde sin syvende manager på syv år ...
Ifølge flere britiske medier er Marcelo Bielsa favorit til at overtage jobbet stærkt efterfulgt af Sean Dyche. To diametrale modsætninger på trænerbænken.
Everton ligger i skrivende stund på en delt sidsteplads i Premier League med 15 point efter 20 runder.