Femårig byder 128 kroner for PL-stjerne

Leeds United-tilhængeren Daniel Anton har forsøgt at overtale Brighton til at sælge Ben White

Nok falder transferpriserne i øjeblikket på grund af coronakrisen, men den 5-årige Leeds-tilhænger Daniel Anton har måttet sande, at der alligevel skal mere end 15,07 pund - svarende til 128 kroner til - når man skal signe en Premier League-spiller.

I et brev til Brighton-bestyrelsesformand Paul Barber forsøgte den unge fodboldfan ellers at overtale Seagulls-chefen til at sælge 22-årige Ben White, som har tilbragt sæsonen på leje hos Leeds.

- Mit navn er Daniel Anton. Jeg er fem år gammel, og jeg er en Leeds United-fan. Jeg skriver dette brev til dig på grund af en af dine spillere, som lige nu er på lån hos os.

- Den omtalte spiller er Ben White. Han er min yndlingsspiller. Hvis det er muligt, kan vi så please, please, please signe Ben efter denne sæson? - Jeg har talt alle mine pennies i min sparegris, og jeg har 15,07 pund. Håber, det hjælper.

Sådan lyder anmodningen i den unge mands brev. Desværre for Daniel Anton har Brighton desværre ingen umiddelbare intentioner om at skille sig af med Ben White, selvom tilbuddet da er fristende.

- Kære Daniel. Tak for dit brev og dit generøse tilbud om at hjælpe din yndlingsklub, Leeds United, med at signe Ben White. Det er virkeligt stort af dig at byde alle dine penge for at hjælpe din klub, og du har et exceptionelt godt øje for at spotte unge talenter. Måske skulle du i fremtiden blive scout, åbner Brighton-chef Paul Barber sit svar med.

- Vi har givet dit gode tilbud den overvejelse, det fortjente, men jeg ved, at vores træner, Graham Potter, og vores tekniske direktør, Dan Ashworth, begge betragter Ben White som en vigtig del af vores fremtidige planer, så jeg er bange for, vi ikke er i stand til at sælge Ben til Leeds på nuværende tidspunkt.

- Vi vil dog igen takke dig for at tage tiden til at skrive til os, Daniel, og vi ønsker dig og din familie og alle i Leeds United det bedste, når vi igen begynder at kunne se fodbold. I mellemtiden håber vi, at du og din familie er sikre og har det godt.

Endnu en PL-klub udsætter lønninger

Premier League-stadion bliver testcenter

Officielt: Henter stortalent