Én svensker sagde denne sommer farvel i Manchester United – og en anden sagde goddag.
Men bedømt på præstationerne hidtil har Victor Lindelöf ikke vist sig frem i samme stil som Zlatan Ibrahimovic gjorde det i den engelske storklub.
Den 23-årige forsvarer, der blev hentet i Benfica for 30 mio. pund (ca. 250 mio. kr.), har så langt fra imponeret i sin opstart under José Mourinhos tøjler. I hvert fald ikke hvis det står til flere store engelske medier, der i de seneste dage har været ude med hård kritik af den svenske landsholdsspiller.
Sammen med sine nye holdkammerater har han turneret i USA forud for den kommende Premier League-sæson, men bedømt på hans indsats i testkampene kan mødet med den bedste engelske række blive ubehageligt for Lindelöf.
I den forgangne weekend fejlede han fælt mod Real Madrid, og i onsdagens 1-0-nederlag til FC Barcelona var der nok engang ridser i lakken, når det gjaldt Lindelöfs præstation.
- Han ser stadig urolig ud i United-defensiven. Hans positionering var til tider amatøragtig, og Barcelona scorede fra det område, han var ansvarlig for, lyder vurderingen i Manchester Evening News.
Ny trist indsats
Mediet giver Lindelöf karakteren 5 ud af 10, og han slipper således trods alt for at ramme bunden, hvilket imidlertid ikke er tilfældet hos Daily Mirror. Her har landsholdsspilleren fået den tvivlsomme ære at blive kategoriseret med titlen som en af kampens ’tabere’.
- Efter at have fremstået langsom og sløv i opgøret mod Real Madrid, hvor han også begik et straffespark ved en uforsvarlig aktion (se den i tv-klippet øverst oppe), ville forsvarsspilleren have håbet på at imponere mod Barcelonas frygtede angreb. I stedet led svenskeren igen, indledes teksten i Daily Mirror.
- Han (Lindelöf, red.) blev skiftet ud efter 45 minutter, og i tiden på banen evnede han ikke at vise noget i nærheden af sit bedste. Hvis dette er niveauet, vil han se frem til en sæson på bænken, og han ligner alt andet end holdets nye defensive klippe, slår mediet fast.
Lindelöf har dog stadig chancer for at modvise sine kritikere, inden det går løs med starten på Premier League.
Manchester United spiller endnu et par testkampe mod henholdsvis Vålerenga og Sampdoria, inden Super Cup-opgøret mod Real Madrid afvikles tirsdag 8. august som sidste udfordring, inden det bliver alvor i England.
Søndag i samme uge åbner man således sæsonen i den hjemlige liga, når West Ham gæster Old Trafford.
Mourinho kårer overraskende vinder af transfervinduet
Det går helt galt: Real-stjerner brænder fire straffe mod UnitedTV: Se Manchester City ydmyge Real Madrid her