Første sejr på Anfield - nu smiler Klopp

Fjerde gang var lykkens gang for Jürgen Klopp, der fik sin første sejr som Liverpool-manager i Capitol One Cup'en

Jürgen Klopp fik omsider noget at smile af på Anfield. (Foto: PA)
Jürgen Klopp fik omsider noget at smile af på Anfield. (Foto: PA)

Hold nu fest, hvor kunne Liverpools hårdt prøvede fans næsten ikke tøjle begejstringen, da 'The Normal One' - bedre kendt som den tyske succestræner Jürgen Klopp afløste fiaskoen Brendan Rodgers.

Nu skulle årtiers fravær fra den absolutte top erstattes med angrebsfodbold, højt pres og det smittende humør og den menneskelige charme, Klopp har demonstreret til overmål i Borussia Dortmund, mens Rodgers serverede skuffelser og kliché-tunge bortforklaringer på Anfield.

Men end ikke den mest naive 'liverpudlian' med forkærlighed for røde trøjer kunne stille forventinger om, at tyskeren med et trylleslag kunne forvandle en trup med alt for meget metervare til titelbejlere.

Se også: Forsvundne turister rydder Anfield

Klopp selv har understreget, at han er fodboldtræner og ikke mirakelmager eller tryllekunstner.

Og der har da heller ikke været megen magi at få øje på i de tre første kampe, hvor det er blevet til 0-0 mod Tottenham og 1-1 mod både Rubin Kazan og Southampton.

Så da formsvage de formsvage Premier League-oprykkere fra Bournemouth, der havde varmet op med et hjemmebanenederlag til Tottenham og Christian Eriksen på 1-5, onsdag aften gæstede Anfield i Capitol One Cup'ens ottendedelsfinaler var den populære tysker allerede under et vist pres for at levere den første sejr.

Endelig kunne Klopp og Liverpool-spillerne fejre en sejr. (Foto: PA)
Endelig kunne Klopp og Liverpool-spillerne fejre en sejr. (Foto: PA)

Men tyskeren lod sig ikke presse og valgte at spare en lang række profiler som Philippe Coutinho, Simon Mignolet og Adam Lallana i håbet om, at spillerne fra andet geled var stærke nok til at levere den tiltrængte sejr

Og den kom med mindst mulig margin takket være den enlige scoring, som landsholdsbacken Nathaniel Clyne stod for i første halvleg.

Oven i købet iklædt et lille stænk af den magi, der ikke har været alt for meget af på Anfield, siden Luis Suarez smuttede til Barcelona.

Se også: Ingen sejr i Klopps hjemmebanedebut

For det var smukt og medrivende, da unge João Teixeira med en smart og teknisk vanskelig hælafslutning fremtvang den retur fra en sprællende Adam Smith, som Clyne sparkede i kassen.

Det korte moment af magi var til gengæld også alt, tilskuerne fik at varme sig på, og fraset et par behjertede afslutninger fra Roberto Firmino var der ikke meget mere end resultatet at varme sig på.

Alligevel kunne både Jürgen Klopp og tilhængerne tage hjem med en god fornemmelse.

Vejen til toppen er stadig meget lang for Liverpool, men nu er klubben med den fornemme fortid i det mindste på vej.

Se også: Ståle vurderer Klopp: Han var heldig

Se også: Klopp fik sløjt point i debut

13 kommentarer
Vis kommentarer