Forbereder sig på nye scener

Manchester United har øget sikkerheden forud for hjemmekampene mod Leicester og Liverpool de kommende dage

Forbereder sig på nye scener

I starten af maj blev Old Trafford invaderet af vrede United-fans.

For halvanden uge siden tiltvang vrede Manchester United-fans sig adgang til Old Trafford og fik udsat storkampen mod Liverpool.

Lignende scener skal for alt i verden undgås, når Leicester og Liverpool kommer på besøg henholdsvis tirsdag og torsdag, og derfor har klubben skruet op for sikkerheden forud for de to kampe.

Ifølge Manchester Evening News har Manchester United opstillet flere barrierer, som skal besværliggøre en indtrængen, som den man så forud for opgøret mod Liverpool 2. maj. Her sparkede en gruppe fans sig adgang til Old Trafford, hvor de blandt andet tog ophold på selve banen.

Artiklen fortsætter under billedet..

Manchester United vil undgå lignende scener, når de sidste hjemmekampe skal afvikles. Foto: Oli Scarff/Ritzau Scanpix
Manchester United vil undgå lignende scener, når de sidste hjemmekampe skal afvikles. Foto: Oli Scarff/Ritzau Scanpix
 

Det fremgår af billeder, at der er opstillet midlertidige metalhegn foran stadion i håbet om at holde fansene længere væk fra selve indgangene. Der må ikke komme tilskuere ind på selve stadion før den sidste hjemmekamp mod Fulham 18. maj.

Ifølge den normalt velunderettede avis har Manchester United modtaget rådgivning fra både politi og sikkerhedsfolk, fordi der forventes flere protester mod Glazer-familien forud for de sidste kampe i Premier League.

Det var netop utilfredshed med ejerne i kølvandet på den forliste European Super League, der fik fansene til at protestere inden kampen mod Liverpool.

Ole Gunnar Solskjærs tropper har tradition for at opholde sig på hotellet The Lowry et par kilometer fra Old Trafford inden klubbens hjemmekampe i Premier League.

2. maj nåede man dog aldrig at forlade The Lowry, fordi protesterne også fandt sted foran det femstjernede hotel.

Artiklen fortsætter under billederne..

Harry Maguire og holdkammeraterne blev aldrig sendt af sted med bussen mod stadion. Foto: Phil Noble/Ritzau Scanpix
Harry Maguire og holdkammeraterne blev aldrig sendt af sted med bussen mod stadion. Foto: Phil Noble/Ritzau Scanpix

Foto: Phil Noble/Ritzau Scanpix
Foto: Phil Noble/Ritzau Scanpix
 

Det er derfor uvist, om Manchester United i smug har ændret forberedelserne for at undgå en gentagelse af balladen for halvanden uge siden. Tirsdagens kamp mod Leicester er første hjemmekamp siden urolighederne..

Seks politibetjente blev såret i forbindelse med kampene. Du kan læse flere detaljer om skaderne her.

Udsættelsen af kampen mod Liverpool har givet Manchester United et hidsigt kampprogram. Tirsdag kommer Leicester på besøg blot to dage efter sejren over Aston Villa søndag. Og allerede torsdag skal den udsatte kamp mod Liverpool afvikles, inden den står på fem dages tiltrængt pause før kampen mod Fulham.

Premier League-sæsonen sluttes 23. maj ude mod Wolverhampton, men der venter også en Europa League-finale mod Villarreal 26. maj.