Forløsning for Arsenal-legende

Arsenal vandt for første gang i mere end to måneder i Premier League, da West Ham blev besejret

Fredrik Ljungberg vandt sin første kamp i spidsen for Arsenal. Foto: Adrian Dennis/AFP/Ritzau Scanpix
Fredrik Ljungberg vandt sin første kamp i spidsen for Arsenal. Foto: Adrian Dennis/AFP/Ritzau Scanpix

Efter syv Premier League-kampe i træk uden sejr fik tilhængere af fodboldklubben Arsenal endelig noget at juble over mandag aften.

Ude mod London-naboerne fra West Ham vandt Arsenal 3-1 og tog dermed tre point for første gang, siden cheftræner Unai Emery i slutningen af november fik en fyreseddel, og Fredrik Ljungberg blev valgt som midlertidig styrmand.

Sejren pynter gevaldigt på Arsenals situation i Premier League. Den betyder, at holdet med 22 point blot er to point fra Manchester United på femtepladsen, mens der er syv point op til top-4.

West Ham er nummer 16, et point over nedrykningsstregen.

Meget tydede ellers på, at det skulle blive endnu en nedtur med Ljungberg som trænervikar efter uafgjort og nederlag i hans to første kampe.

West Ham bragte sig foran 1-0 med syv minutter til pause, da forsvarsklippen Angelo Ogbonna satte panden på bolden og noget heldigt kunne se den gå i mål via en Arsenal-spiller.

Arsenal-spillerne så en ny nedtur i øjnene, indtil brasilianske Gabriel Martinelli hev en udligning op af hatten efter en time.

Arsenal vendte kampen mod West Ham på hovedet. Foto: David Klein/Reuters/Ritzau Scanpix
Arsenal vendte kampen mod West Ham på hovedet. Foto: David Klein/Reuters/Ritzau Scanpix

Martinelli satte indersiden på et fladt indlæg fra Sead Kolasinac, der fandt plads i venstre side af banen, og så var der udlignet på London Stadium.

Målet kickstartede Arsenal, som spillede sig frem til flere store chancer. En af dem blev udnyttet af Nicolas Pepe, der flot trak ind i banen og drejede bolden op i modsatte hjørne til 2-1 midtvejs i anden halvleg.

Forløsningen blev total for Ljungberg og co. tre minutter senere. Pierre-Emerick Aubameyang fandt plads i feltet og bragede Arsenal på sikker kurs mod sejr med sit sæsonmål nummer 11 i Premier League.

Det rækker efter 16 runder til en delt andenplads på topscorerlisten. Leicester-angriberen Jamie Vardy har scoret 14, mens Tammy Abraham ligesom Aubameyang har scoret 11 gange.

Se også: Massage-tilbud til Tøfting: Lyder frækt

Se også: Korruptions-sag åbnet mod VM-værterne Qatar

Se også: Spansk domstol frikender 36 spillere i matchfixingsag

0 kommentarer
Vis kommentarer