Fra fodlænke og skod-niveau til landshold - på fem år!

Utrolig historie: Leicesters bomber Jamie Vardy har haft en anderledes vej til det engelske landshold

Jamie Vardy har en helt eventyrlig historie
Jamie Vardy har en helt eventyrlig historie

Måske du kender historien om Leicesters Premier League-topscorer Jamie Vardy, der har været helt nede og runde i de rigtig lave rækker i engelsk fodbold?

Kasseret som 16-årig med stemplet 'ikke god nok', og nu 12 år senere udtaget til det engelske landshold, samtidig med han hamrer kasser ind på samlebånd i en af verdens stærkeste ligaer.

Hvis du ikke kender hans historie, så læs med her. For den tåler bestemt en plads i spalterne.

Som 16-årig blev den skarpe angriber kasseret hos Sheffield Wednesday og fik beskeden om, at han aldrig ville blive god nok til en plads på klubbens førstehold.

- Da jeg blev frigivet af Wednesday, troede jeg, det var slut. Jeg havde aldrig drømt om, at jeg ville komme i en position, hvor jeg skulle spille mod stjerner som Joe Hart og Yaya Touré. Jeg forventede ikke at komme tilbage til fodbold efter den nedtur, har Vardy fortalt The Telegraph sidenhen.

Som 16-årig stoppede han egentlig med at spille fodbold og fik et job på en karbonfiberfabrik, der fremstiller benproteser. Han blev dog overtalt til at spille på et juniorhold i Rotherham, mens han arbejdede.

Det gik fint hos Rotherham, og han skiftede til Stockbridge Park Steel, hvor han fik uhyrlige 400 kroner om ugen for at spille fodbold...

Se også: Årets jubel! Vagt fejrer Schmeichel-succes med euforisk glæde

Klubben spillede langt nede i det engelske system, og de kunne ikke gøre ordentligt brug af en ellers stærkt spillende Vardy, for den unge angriber var kommet i problemer udenfor banen, hvor han var havnet i slagsmål og var dømt til at gå med fodlænke i et halvt år.

- Jeg forsvarede en døv ven, da nogen mobbede ham for at bruge høreapparat. De blev smidt ud fra pubben, men de ventede på os udenfor i halvanden time. Så gik de til angreb på ham, og jeg kunne jo ikke bare stå der og lade dem banke ham, forklarede Vardy om episoden, der kostede ham en tur i fodlænken, og som gav hans klub problemer.

Lænken gjorde nemlig, at Vardy ikke måtte opholde sig udenfor efter kl. 18, og det gav problemer, når holdet var til udebanekampe.

- Hvis udekampene var for langt væk, så kunne jeg kun spille en time. Så handlede det om at afgøre kampene inden, tage mig af banen og så hurtigt sætte mig ud i bilen og køre hjem. Sådan var det i et halvt år, forklarer Leicester-manden.

Se også: Schmeichel til tops efter totalt forsvarskollaps

Men Vardy gjorde det godt på banen, og han skiftede derfor til Halifax, som han var med til at rykke op to år i træk, inden turen kom til Fleetwood Town i 2011, som satsede stort.

De ville op i det engelske ligasystem, og med Vardy på holdet lykkedes det at kvalificere sig til den engelske League 2. Men Vardy fik aldrig spilleminutter i divisionen, for efter at have smadret 31 kasser ind i 36 kampe fik større klubber, meget større klubber øjnene op for ham.

Leicester troede på Vardy og betalte ti millioner kroner for angriberen, der dermed blev den dyrest handlede spiller fra en 'non league-klub' dengang.

Angriberens succes udeblev ikke. Nok en gang var Vardy med til at opleve en oprykning, da Leicester med Kasper Schmeichel på holdet rykkede op i Premier League.

Se også: Schmeichel: Jeg spiller med Premier Leagues bedste angriber

Vardy fortsatte målscoringen, omend i et lidt lavere omfang, og i maj måned i år gik hans store drøm så i opfyldelse. Han blev udtaget til det engelske landshold af landstræner Roy Hodgson. 7. juni fik han sin debut, da han blev skiftet ind i stedet for Wayne Rooney i kvalifikationskampen mod Irland.

- Det er uvirkeligt. Jeg har arbejdet stenhårdt, og jeg har måtte knibe mig selv i armen flere gange, inden jeg kom her til. Men nu har jeg fået chancen, og den kan jeg forhåbentlig tage, siger Vardy.

Og i den nye sæson har hans raketkarriere taget endnu et skridt mod stjernerne. Ti mål i ti kampe i Premier League står Jamie Vardy således noteret for i indeværende sæson. Fire mere end Alexis Sanchez på andenpladsen på topsorerlisten...

Syv kampe i træk har Vardy scoret, og nu meldes endnu større klubber interesseret i angriberen, der for bare fem år siden traskede rundt i engelske skodligaer..

Der er intet at sige til, hvis Leicester-bomberen har liiiiidt svært ved at følge med.

Se ham score sig til succes her:
 

9 kommentarer
Vis kommentarer