Fra forward til folkehelt: - Det må ikke stoppe her

Marcus Rashford med den ydmyge baggrund gik på få timer fra beskeden sportsstjerne til fattige børns helgen og med premierministeren i røret

Marcus Rashford er blevet overvældet af den massive reaktion på hans åbne brev. Nu vil han arbejde videre for de fattige børnefamilier. Foto: Oli Scarff/AFP/Ritzau Scanpix
Marcus Rashford er blevet overvældet af den massive reaktion på hans åbne brev. Nu vil han arbejde videre for de fattige børnefamilier. Foto: Oli Scarff/AFP/Ritzau Scanpix

2. division er tilbage, og som specielt tilbud kan du nu se slutspillet gratis. Følg dit hjerte, følg din klub og få adgang her.

Er du allerede PLUS-kunde, ser du kampene her

På banen er han for længst udpeget til en hovedrolle i genrejsningen af den let skibbrudne storklub, Manchester United.

Da Zlatan Ibrahimovic forlod klubben i august 2018, smed de højstatustrøjen med nummer 10 hen til unge Marcus Rashford, og siden har mange haft travlt med at udnævne ham til fremtidens anfører – måske også for landsholdet.

Mens den lynhurtige angriber altså allerede er en fodboldhelt, driblede han sig i denne uge ind i englændernes bevidsthed, da han skrev et åbent og stærkt følelsesladet brev til landets politikere gik i forbøn for skolebørn med knap så velhavende baggrund.

Med sin effektfulde kampagne fik han dem til at vende rundt på en tallerken og forlænge den madordning på skolerne, der er så vigtig for mange børns trivsel, til også at omfatte sommerferien. En udskrivning på en milliard kroner.

Premierminister Boris Johnson var i røret for at rose hans engagement, The Guardian kaldte hans manøvre for ’politisk mesterklasse’, og på de sociale medier blev han tæppebombet med roser fra alle samfundets sider og ikke mindst fra den fattige Manchester-bydel, han voksede op i, Wythenshawe.

Et banner i Wythenshawe bekendtgør med britisk humor, at bysbarnet fik has på premierministeren. Foto: EUTERS/Molly Darlington/Ritzau Scanpix
Et banner i Wythenshawe bekendtgør med britisk humor, at bysbarnet fik has på premierministeren. Foto: EUTERS/Molly Darlington/Ritzau Scanpix

Rashfords reaktion?

- Det må ikke stoppe her, for folk kæmper med den slags problemer hele året rundt, siger han kampberedt i et interview med BBC, dagen derpå.

At den 22-årige overhovedet står der i rampelyset, siger noget om, hvor meget sagen betyder for ham. Han har nemlig ry for at være temmelig genert og uden lyst til den del af faget som fodboldspiller.

Til gengæld elsker han den bold, som blev hans livsledsager, fra han som lille spillede med sig selv via et hældende garagetag hjemme i gaden.

Hans far, Robert, trak ham med over i lokale Fletcher Moss Rangers, hvor han selv var træner, og herfra ilede rygtet hurtigere, end selv Marcus kunne sprinte, til hjerteklubben United, der indlemmede ham i deres talentprogram.

Det første, der lignede en klubtrøje for lille Marcus Rashford. Privatfoto
Det første, der lignede en klubtrøje for lille Marcus Rashford. Privatfoto

Marcus Rashford var altid i selskab med sin bold med påskriften 'Marcus ball'. Privatfoto
Marcus Rashford var altid i selskab med sin bold med påskriften 'Marcus ball'. Privatfoto

I tiden, der fulgte, gik hans forældre hver til sit, og Marcus kom sammen med sine fire søskende til at bo og leve hos den troende Melanie, der trods et fuldtidsjob hos Ladbrokes aldrig havde meget at spille med i privatøkonomien.

Efter sigende har han aldrig opnået et kærligt forhold til sin far, som han dog lader være sin agent, mens hans mor følelsesmæssigt fylder meget og da også blev betænkt med et hjerte på Twitter under ugens bedrift.

Han hylder hende for altid at have kæmpet for sine børn, der som så mange andre i bydelen mærkede sulten i maven.

- Hun gjorde alt, hvad hun kunne, under omstændighederne. Jeg kan huske, at når vi gik til en butik, der hed Poundworld, planlagde vi hele ugen og købte syv yoghurt’er, en til hver dag. Der er mange børnerige familier derude, der kæmper den kamp, sagde han forleden til BBC.

Her fortalte han også, hvordan hans mor altid forsøgte at være en fornuftens stemme i et broget miljø.

Og om hvordan hun havde presset på for at få ham ind på Uniteds akademi som 11-årig, et år før normal optagelse. Da det lykkedes, kom han på en ny skole, fik nyt logi og ikke mindst den type kost, som var så vigtig, hvis han skulle forfølge sin fodbolddrøm.

I dag har også Melanie med sønnens hjælp fået bedre boligforhold i et nyt kvarter.

I det gamle nabolag, hvor antallet af måltidskrævende skolebørn ligger langt over landsgennemsnittet, er taknemmeligheden blusset op efter ugens bedrift.   

En nabo fra dengang fortæller BBC, hvordan Marcus altid gik rundt med en fodbold under armen, mens en anden leverer anekdoten om, hvordan den altid høflige dreng fik gratis kyllingetærte fra ejerne af den caribiske takeaway, J S Rhythm.

Og som alle andre, mediet har talt med, hylder de ham for hans heltegerning.

--------- SPLIT ELEMENT ---------

Altid på bolden

Det var ikke mindst Marcus Rashfords elegante bevægelser, der fik ham til at stikke ud fra de øvrige talenter. Foto: REUTERS/Russell Cheyne/Ritzau Scanpix
Det var ikke mindst Marcus Rashfords elegante bevægelser, der fik ham til at stikke ud fra de øvrige talenter. Foto: REUTERS/Russell Cheyne/Ritzau Scanpix

I sine tidlige teeenageår sloges Marcus Rashford med vokseværket i sine i forvejen lange ben, og en overgang var han ved at gå i panik over ikke at kunne styre dem som førhen. Så fandt de igen deres rette plads på græsset, og han kunne atter nyde roserne for sit så fint flydende hurtigløb med bolden.

- Talentet var åbenlyst, men det var især hans måde at bevæge sig på, der stak ud. Den var så blød og elegant, husker hans første træner i United-regi, Paul McGuinness.

- Men han var også selvstændig og nysgerrig. Han øvede sig altid på et nyt trick og forsømte aldrig en lejlighed til at træne. Vi fandt ham tit i færd med at spille bold op ad et tag eller en væg, eller mens han prøvede at chip'e bolden op i en skraldespand.

Nok var potentialet enormt, men det var en tilfældighed, der banede vej for hans gennembrud som nyslået 18-årig. En pludseligt opstået skade gav plads i Robin Van Gaals startopstilling mod FC Midtjylland i Europa League i november 2015.

Rashford scorede to gange og gentog bedriften mod Arsenal nogle dage senere.

Et stjernefrø var ikke bare sået men på vej til at vokse mod himmelen.

En ny stjerne indtog scenen, da FC Midtjylland var på besøg på Old Trafford. Foto: Reuters/Russell Cheyne/Ritzau Scanpix
En ny stjerne indtog scenen, da FC Midtjylland var på besøg på Old Trafford. Foto: Reuters/Russell Cheyne/Ritzau Scanpix

At score mål var ellers ikke hans altoverskyggende prioritet.

- Det var han aldrig så optaget af. Han ville gerne spille fremme, men han ville helst ligge lige bag de forreste som en dygtig 10’er, fortæller Paul McGuinness til Manchester Evening News.

- Med så store evner og så høj fart var det lidt spild, synes jeg. Det var det samme med Cristiano Ronaldo, da han ankom. Det var tricks og show det hele. Men så opdagede han, at mål giver dig opmærksomhed, og han indså, at han måtte udvikle en målscorers mentalitet og bare øve, øve og øve sig på at score.

Hans trænere bad en tidligere Crewe-angriber og notorisk målscorer i de lavere rækker, Colin Little, om at skole Rashford som centre forward.

Som altid blev han aldersmæssigt rykket tidligt op gennem ungdomsrækkerne, og han sprang såmænd U21-holdet over.

- Han skal stadig lægge på sit spil, mener McGuinness.

- Han flakker stadig lidt for meget rundt på banen og skal bruge lidt held til at undgå skader. Men han arbejder hårdt og ydmygt og er da meget godt på vej.

--------- SPLIT ELEMENT ---------

To United-idoler: Zlatan og Ronaldo

En helt ung Marcus Rashford lærte en masse af at betragte veteranen Zlatan Ibrahimovic. Foto: Reuters/Carl Recine/Ritzau Scanpix
En helt ung Marcus Rashford lærte en masse af at betragte veteranen Zlatan Ibrahimovic. Foto: Reuters/Carl Recine/Ritzau Scanpix

Rashford fik lov at være tæt på Zlatan Ibrahimovic i sæsonen 2016-17, hvor svenskeren nettede 28 gange for United.

- Hans mentalitet slår alt, hvad jeg har oplevet hos en medspiller. Han var helt ligeglad med, hvad folk sagde om ham. Hans mentalitet blev en nøgle til min udvikling, for tæller Rashford, der på det tidspunkt havde Jose Mourinho som træner.

- Zlatan havde spillet under ham før og vidste, hvordan man skulle overleve at have ham, og det var godt for mig. Det var en hård tid, men om nogle år vil jeg tænke tilbage på de øjeblikke, hvor jeg fik en masse mental hårdhed med mig.

- Jeg udviklede mig meget under Jose og blev en bedre spiller.

En anden stor United-forgænger er Cristiano Ronaldo.

- At se, hvad han er i stand til i dag, kan ikke blive nogen større inspiration. Jeg taler for mange United-talenters vegne, når jeg siger, at det var ham vi fulgte på holdet og lod os inspirere af - også efter, at han havde forladt klubben.

 

Ung stjerne køber Falktofts bolig

Nu bliver hun hånet

Billige bud: Dem skal du bare have

Blev gravid - så mistede hun al indtægt

Træt af spillerne: Stop det så!