Fra skepsis til respekt: Uniteds største hylder Mourinho

Efter en skeptisk modtagelse og en svær periode høster portugiseren nu roser fra Sir Alex Ferguson til Eric Cantona, spillerne og de menige ansatte i United

Nu omfavner de José Mourinho i Manchester United, her personificeret af stjernemålmand David de Gea. Foto: AP
Nu omfavner de José Mourinho i Manchester United, her personificeret af stjernemålmand David de Gea. Foto: AP

Nu ophøjer to mindre trofæer som Community Shield og Liga Cup’en ingen manager til gudestatus i en storklub som Manchester United. Men José Mourinho er alligevel i mere end moderat medvind for tiden.

Portugiseren med det noget specielle gemyt blev af mange modtaget med en vis skepsis. Han var for defensivt mindet og konfrontatorisk af natur. Og bar han ikke stadig rundt på en masse bitterhed efter sin fyring i Chelsea?

En serie af uafgjorte kampe og stigende afstand til ligatoppen gjorde ikke troen på ham større på Old Trafford. Men nu klapper selv Sir Alex Ferguson i hænderne over hans arbejde i klubben.

Ifølge Daily Mails kilder har han fortalt tidligere kolleger i klubben, at Mourinho er den manager, klubben har ledt efter, siden han pensionerede sig selv, og at man skulle være gået efter ham dengang for tre år siden.

Sir Alex nikker anerkendende til, at Mourinho lægger så stor vægt på spillernes individuelle præstationer under træning, når han udtager sit hold.

Andre klubkilder hylder hans respekt for måden, tingene nu engang kører på i klubbens dagligdag på træningsanlægget Carrington. Her har den udefra set så mutte mand gjort sig til venner med de fleste, fra receptionisten og opefter.

Atmosfæren er en helt anden end under Louis van Gaal. En kilde belyser det med et eksempel:

’Der står en skærm i kantinen, som kan trækkes ud, hvis du vil skærme spillerne fra resten af de ansatte. Den har ikke været i brug siden hollænderens afgang’.

José Mourinho har fået sig en hjemmebane på Old Trafford efter et lidt længere tilløb. Foto: All Over Press
José Mourinho har fået sig en hjemmebane på Old Trafford efter et lidt længere tilløb. Foto: All Over Press

Spillerne er positive overfor hans træning, som involverer mere arbejde med bolden end under de to forgængere, og han skaber liv ved at sætte konkurrencer i gang, hvor han sætter sine stjerner op mod hinanden, og det har øget intensiteten.

Og sandelig om ikke han også fremhæves for sin humoristiske sans. Han er lidt af practical joker, som kan lide at få personalet til at spille med.

Desuden er der i klubben stor respekt for, at han går all in i sit arbejde. Hans familie bor fortsat i London, mens portugiseren har indrettet sig noget, der ligner et hjem på Hotel Lowry. Han er en workaholic, som møder tidligt ind og går sent.

På den sportslige front har han tiltrukket den absolutte superstjerne Zlatan Ibrahimovic, men der er mange andre forklaringer på, at 2017 har været en sejrsgang, der stadig involverer United i FA Cup og Europa League, ligesom der hales ind på de øvrige topklubber i Premier League.

Den tidligere Liverpool-spiller Michael Owen fremhæver Mourinhos beslutning om at tilføre fart til sit hold.

- Når du er i en klub som United, har du hurtige spillere, siger han til BT Sport.

- Men holdet har manglet fart på flere områder af banen i de seneste sæsoner under Moyes og  Van Gaal. Nu er der en variation af spillertyper med folk som Martial og Rashford. Der er masser af fart på holdet for tiden.

Også det gamle United-ikon, franske Eric Cantona melder sig i koret.

- Klubben vil vinde mange trofæer med Mourinho. Han er en vinder og en stor manager. Det første trofæ tager noget af presset. Han har overtaget mange store hold og udviklet dem hver gang.

- Jeg føler, at holdet spiller mere offensivt under ham, og han forstår, at det er forventningen i klubben. Han er en meget intelligent mand og har en fin humoristisk sans. Det sagde jeg også, før han kom til United.

Han tager alt presset på sig for at aflaste spillerne. Han er ligeglad med pres. Psykologisk er han fantastisk, fremhæver franskmanden.

Se også: Mourinho føler sig sikker på at beholde Ibrahimovic

Se også: Zlatan stjal scenen og pokalen til United

20 kommentarer
Vis kommentarer
Mest læste i fodbold
Seneste i fodbold
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere