Fem nederlag i de seneste seks ligakampe.
Alligevel var det en stolt Brentford-manager, der onsdag aften talte med pressen efter 1-3-nederlaget til Manchester United i Premier League.
- Jeg er helt vildt stolt af mit hold. Vi er den mindste klub i Premier League, Manchester United er den største, kom det indledningsvist til BT Sport.
- Vil smadrede dem i 1. halvleg, og de havde ingenting. Tre store chancer, og der skulle kun kunne have været én vinder af den her kamp. De er helt utroligt heldige, sagde en stolt, men også frustreret Thomas Frank.
Han havde set 90 minutters fodbold, hvor David de Gea bare havde en af de der aftener, man som modstander gerne undgår.
Artiklen fortsætter under billedet ...
Voldsomt antiklimaks
Spanieren var flyvende og den eneste grund til, at Brentford ikke kom foran med minimum ét mål.
I stedet scorede Anthony Elanga, Mason Greenwood og indskiftede Marcus Rashford for gæsterne, inden Ivan Toney fik reduceret i overtiden.
Et voldsomt antiklimaks for klubben, der havde fem danskere med i startopstillingen. Noget, der aldrig tidligere er set i den bedste engelske række. Jonas Lössl stod i målet, Mads Bech var i tremandsforsvaret, mens Mads Roerslev, Christian Nørgaard og Mathias Jensen var at finde på midtbanen.
- Det var én af de aftener. Fair play til David de Gea, hvis vi får en af de chancer igen, ryger en i nettet. Det var vores intensitet, der slog dem omkuld. Vi viste i 1. halvleg, at vi spillede på Brentford-måden, sagde Frank.
- Den måde, vi smadrede dem på i 1. halvleg, var fantastisk. Jeg er så stolt, kom det.
Til BBC Sport tilføjede han:
- De føjede lidt kvalitet til, og så kom de på 1-0. Derefter var det lidt for svært. Drengene blev ved med at løbe, slås og blev bare ved. Jeg er meget stolt af dem. Især den 1. halvleg.
- De (United, red.) var nødt til at oppe sig, fordi vi var ved at smadre dem. Det var de ikke videre glade for. De var kæmpe favoritter inden kampen. De scorede et mål og ændrede momentum. Det fortæller alt om spillerne, mentaliteten og attituden, at vi løb Manchester United over ende og på enhver anden dag havde vundet, sagde den danske manager.
'Dét var den store forskel'
Anderledes dæmpet var hans kollega Ralf Rangnick, der afviste at have talt med store ord i pausen.
- Det var ikke nogen hård tale, men selvfølgelig var det nødvendigt at ændre nogle få ting.
- Der var intet godt at tage med fra 1. halvleg. I 2. halvleg var vi mere direkte, angreb højere oppe på banen og traf de rigtige beslutninger på de rigtige tidspunkter i kontraløbene. Og så scorede vi. Dét var den store forskel, sagde tyskeren.
Sejren bringer United op i nærheden af det forjættede Champions League-land - to point efter West Ham United på fjerdepladsen med en kamp mere at spille.
Brentford er trods den resultatmæssige krise på 14. pladsen - med hele ti point ned til nedrykningsstregen.