Frygtelig danskerdag: - En forfærdelig følelse

Christian Eriksen indkasserede et choknederlag på Wembley, og både Jonas Lössl og Kasper Schmeichel blev passeret i tillægstiden

Nedtur for Christian Eriksen og Tottenham på Wembley. Spurs smed alt væk de sidste tyve minutter mod Wolverhampton. Foto: Kirsty Wigglesworth/AP
Nedtur for Christian Eriksen og Tottenham på Wembley. Spurs smed alt væk de sidste tyve minutter mod Wolverhampton. Foto: Kirsty Wigglesworth/AP

Fodboldåret sluttede frygteligt for de danske Premier League-stjerner.

Christian Eriksens Tottenham løb ind i et choknederlag til Wolverhampton, og både Kasper Schmeichel og Jonas Lössl blev passeret i tillægstiden, da det blev til 0-1-nederlag til både Leicester og Huddersfield.

På Wembley lignede det tre sikre point til højtflyvende Tottenham, da målmaskinen Harry Kane halvvejs inde i 1. halvleg på smukkeste vis bragte Spurs i front. 

Men i de sidste tyve minutter gik det helt galt for Eriksen & co., der slet ikke var mødt op efter pausen. 

Tre gange scorede oprykkeren Wolverhampton og gav dermed Tottenhams mesterskabsdrøm et ordentligt hug.

- Sådan er fodbold. Vi har været godt kørende i de seneste uger, og det er svært at holde det niveau. Vi er ikke maskiner, sagde Tottenham-manager Mauricio Pochettino efter den chokerende oplevelse på Wembley.

Huddersfields Jonas Lössl reddede straffespark mod Fulham, men blev kort efter passeret i bundgyseren på Craven Cottage. Foto: Matthew Childs/Ritzau Scanpix
Huddersfields Jonas Lössl reddede straffespark mod Fulham, men blev kort efter passeret i bundgyseren på Craven Cottage. Foto: Matthew Childs/Ritzau Scanpix

Omkring 12 kilometer syd fra det ikoniske stadion lignede Jonas Lössl længe den store Huddersfield-helt i bundgyseren mod Fulham på Craven Cottage.

Landsholdsreserven reddede i 82. minut Aboubakar Kamaras straffespark, men i tillægstiden blev den danske målmand passeret af Aleksandar Mitrovic.

Den serbiske angriber fik efter et kontraangreb presset sig foran Mathias ’Zanka’ Jørgensen og sørgede for kæmpe jubel på det gamle stadion tæt ved Themsen. 

Mitrovics scoring sikrede Fulham en 1-0-sejr, og de har nu kun et enkelt point op til redning.

- Det efterlader os med en forfærdelig følelse. Vi skal være vrede og frustrerede og tage den følelse med ind til næste kamp, sagde Jonas Lössl.

Huddersfield ligger sidst med blot ti point, og en frygtelig dag blev endnu værre bare minutter efter Fulhams sene mål. 

Philip Billing og Huddersfield fejrer nytår på sidstepladsen. Det ser efterhånden svært ud for danskerklubben i bunden af Premier League. Foto: Dylan Martinez/Ritzau Scanpix
Philip Billing og Huddersfield fejrer nytår på sidstepladsen. Det ser efterhånden svært ud for danskerklubben i bunden af Premier League. Foto: Dylan Martinez/Ritzau Scanpix

For i Leicester sikrede Victor Camarasa med en forrygende scoring Cardiff tre vigtige point i bundstriden, og vejen til redning blev endnu længere for Lössl, ’Zanka’ og Billing.

Kasper Schmeichel kunne intet stille op, og buh-råbene på King Power Stadium var ikke rettet mod den danske landsholdskeeper.

Leicester dominerede opgøret, men James Maddison misbrugte et straffespark et kvarter før tid.

På Anfield fortsatte Liverpool kursen mod guldet, da de kørte Arsenal over i et underholdende opgør. The Gunners kom tidligt foran, men var bagud 1-4 ved pausen. 

I 2. halvleg slap Liverpool foden fra speederen, men brasilianske Firmino fik fuldendt sit hattrick, og manager Jürgen Klopp smilede bredt ude på bænken.

The Reds har vundet ni Premier League-kampe i træk og har slået et hul til Tottenham og Manchester City i toppen af tabellen.

Netop Manchester City er næste modstander på menuen for julens store vindere fra Liverpool.

Se også: Suveræne Liverpool ydmyger Arsenal: Total afklapsning på Anfield

Se også: Røffel efter topopgør: Burde have stoppet kampen

Da Per Pedersen i 1997 skiftede til Blackburn fra OB, blev han Superligaens dyreste salg. Foto: Stuart Franklin/Ritzau Scanpix Sport og Spil Fem dage ændrede alt: Han spiste frikadeller hos mor - så ringede agenten

Nicki Bille vendte hjem til FC Nordsjælland efter et ophold i italienske Reggina med blandet succes. Foto: Lars Poulsen Sport og Spil Bag om ballade-Bille: Fra stortalent til skandaleramt

13 kommentarer
Vis kommentarer