Gevaldig Twitter-brøler af Arsenal-stjerne

Alex Oxlade-Chamberlain var lidt for hurtig på de sociale medier, efter at Arsenal havde tabt til Chelsea

Alex Oxlade-Chamberlain i selskab med blandt andre Antonio Conte i lørdagens kamp. (Foto: AP)
Alex Oxlade-Chamberlain i selskab med blandt andre Antonio Conte i lørdagens kamp. (Foto: AP)

Ikke nok med at Arsenal lørdag tabte 1-3 ude til Chelsea, så Arsenal nu er 12 point efter London-rivalen i toppen af Premier League.

Arsenals engelske landsholdsspiller Alex Oxlade-Chamberlain kom også til at brænde nallerne gevaldigt, da han efter kampen var en tur på de sociale medier.

Her gav han et 'like' til et tweet fra YouTube-kanalen Arsenal Fan TV, der handlede om, at klubben skulle skille sig af med Arsène Wenger, som har været Arsenals manager siden 1996.

23-årige Alex Oxlade-Chamberlain skyndte sig at slette sit 'like', men skaden var sket, og hans handling blev i raketfart sendt videre på de sociale medier.

Den brødebetyngede spiller benyttede herefter sin egen Twitter-profil til at beklage episoden.

- Det var selvfølgelig ikke min mening at "like" den besked tidligere, jeg var ikke en gang klar over, at jeg havde gjort det, skrev Alex Oxlade-Chamberlain.

Arsène Wenger førte Arsenal til det engelske mesterskab i 1998, 2002 og 2004 samt hele seks FA Cup-titler. Heriblandt både 2014 og 2015.

Den franske managers fremtid i Arsenal har derfor været et heftigt debatemne blandt fans og medier i en del år.

Se alle højdepunkterne fra storkampen lørdag

12 kommentarer
Vis kommentarer
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere