Transfervinduet i UEFA-regi lukker for de fleste landes vedkommende i slutningen af august.
Sådan er det.
Og sådan har det været i mange år.
Men iiih hvor kunne det være fedt, hvis det ikke var tilfældet. Hvis det lukkede, når sæsonerne begyndte i de forskellige ligaer.
I hvert fald Premier League.
Det mener Manchester Citys manager, Josep Guardiola.
Han er irriteret over, at situationen i hans egen førsteholdstrup kan være markant anderledes 1. september end nu.
Spillere kan være væk - andre kan være kommet til.
Og netop med Manchester Citys tilfælde er det så godt som sikkert, at truppen er forandret, når vinduet smækker i.
Derfor sendte han en direkte hilsen til UEFA's høje herrer, da City holdt pressemøde under træningsturen i Houston, Texas.
Her var blevet forholdt historien om Alexis Sánchez' mulige skifte fra Arsenal til City, hvilket han afviste at kommentere.
- Alexis er Arsenal-spiller. Arsène (Wenger, Arsenals manager, red.) har sagt det. Og det er fordi han ved mere end jeg. Desværre lukker markedet først 31. august, og det mener jeg er en kolossal fejl af UEFA, sagde spanieren ifølge ESPN.
Alt for stort
- Jeg mener, vinduet burde lukke, når sæsonen begynder. Det er alt for langt, for stort. Vi er herovre og spiller med gutter, der måske ikke fortsætter, eller med spillere, der kommer, men som ikke er her, sagde han en anelse snørklet.
- Vi spiller i en situation, hvor vi ikke ved præcist, hvad der kommer til at ske resten af sæsonen, sagde han.
- Forhåbentlig er det noget, UEFA vil tage til efterretning, og transferdagen er den dag, hvor vi begynder turneringen, sagde han og tilføjede, at han i øvrigt bryder sig om at kommentere andre holds spillere - ligesom han ikke bryder sig om, at andre managers omtaler hans spillere.
Manchester City deltager i den amerikanske udgave af Champions Cup og møder senere torsdag bysbørnene fra United. Ud over de to storhold deltager Paris Saint-Germain, AS Roma, Juventus, FC Barcelona, Real Madrid og Tottenham.
Turneringen foregår derudover i Singapore og Kina med deltagelse af Chelsea, Arsenal, Bayern München, Borussia Dortmund, Inter, AC Milan og Olympique Lyon.