Manchester United-manager Ole Gunnar Solskjær er blevet kritiseret meget i denne sæson, hvor spillet og resultaterne har ladet meget tilbage at ønske.
Men nordmanden håber, at kontroversielle José Mourinhos ankomst til Tottenhams trænerbænk efter fyrede Mauricio Pochettino kan flytte fokus lidt væk fra ham.
- At José kommer tilbage, bliver noget af et show. Det er godt at have José tilbage - især for jer, lyder det fra Solskjær henvendt til journalisterne ved en pressekonference ifølge BBC.
- Men måske også for mig, fordi så kan I tale og skrive om alt muligt andet, tilføjer han.
Solskjær afløste netop Mourinho på posten i Manchester United i december sidste år, hvor nordmanden efter en flot start fik vekslet sin midlertidige kontrakt til en permanent.
Siden da er det dog gået meget nedad bakke med resultaterne, men Mourinhos ankomst til Tottenham tidligere på ugen har givet medierne et nyt fokus - i hvert fald midlertidigt.
En utrolig manager
Lørdag debuterer den portugisiske manager med det imponerende CV så med Tottenhams udekamp mod lokalrivalerne West Ham.
Fra kollegerne i de andre storklubber bliver Mourinho budt velkommen tilbage i Premier League, og de forventer, at han og Tottenham bliver en hård konkurrent.
- Han er en utrolig manager. Jeg er ret sikker på, at han vil gøre et godt stykke arbejde, siger Manchester City-manager Pep Guardiola ifølge Metro.
Chelseas manager, Frank Lampard, spillede under Mourinho i Chelsea, hvor de sammen hentede flere titler.
Lampard nærer da også stor respekt for sin tidligere managers evner.
- Hans historie og resultater taler for sig selv. Han har gjort et konsekvent stykke arbejde, og det er det, vi måler ham og os managere på, lyder det fra Frank Lampard ifølge Metro.
Frækt sex-råd til stjerner: Kun korte knald
Tidligere Brøndby-spillers søn træner med Man United