Hadede landsholdskammerater: 'Jeg lod som om, jeg kunne lide dem'

Liverpools mangeårige anfører Steven Gerrard fortæller i et ærligt interview, hvordan han lod, som om han kunne lide Rio Ferdinand og Gary Neville, når de var til landsholdsamling

Foto: All Over Press
Foto: All Over Press

Liverpool-legenden Steven Gerrard kigger sig over skulderen. I den runde tunnel står 22 spillere og venter på, at tiden er inde til at gå på banen. Han står som vanen tro forrest. Ved sin side står en anden anfører – nemlig Manchester Uniteds Gary Neville. Han kan mærke, hvordan synet af ham får hadet til De Røde Djævle, til ham og Rio Ferdinand til at stige.

For sådan var det. Hvis du spillede for Liverpool, kunne du ikke lide Manchester United.

- Når du står i tunnelen med Rio og Neville, vil du gøre alt, hvad der står i din magt for at stoppe dem. Der er et had der – det er præcis sådan det er, siger han til Manchester Evening News.

Men Steven Gerrard stod over for et problem. For på trods af, at de var bitre rivaler i Premier League, skulle han i tide og utide spille sammen med dem på landsholdet.

- Når du var til landsholdssamling, lod du som om, du kunne lide dem.

Han har spillet utallige kampe på Old Trafford. Men den sidste glemmer han ikke, selvom det nok er det eneste, han vil.
Syv måneder efter sit famøse skvat mod Chelsea, som reelt kostede Liverpool mesterskabet, tabte ’The Reds’ 3-0 til rivalerne. United-tilhængerne kunne ikke lade være med at håne Liverpool-legenden.

Alle de hadske kampe mellem Liverpool og Manchester United var med til at opildne stemningen. Men nu har Gerrard lagt støvlerne på hylden, og det samme har han med sit had til Rio Ferdinand og Gary Neville.

- Min karriere sluttede, og det samme gjorde deres, og så starter venskabet for alvor, siger han og fortsætter:

- Jeg har ikke andet end respekt tilovers for Rio som fodboldspiller. Han spillede for topklubber hele sit liv, og han er god fyr.

Chelsea Legende raser: - Værste beslutning i klubbens historie