Henter choksejr trods udvisning

Trods en mand i undertal i mere end en halvleg lykkedes det Leeds at vinde ude over Manchester City

Leeds fik lørdag en kæmpe skalp, da de slog Manchester City på udebane. Foto: Rui Vieira/Ritzau Scanpix
Leeds fik lørdag en kæmpe skalp, da de slog Manchester City på udebane. Foto: Rui Vieira/Ritzau Scanpix

Manchester City fører Premier League suverænt takket være nogle lange perioder med lutter sejre.

Men lørdag var Leeds i stand til at sejre med 2-1 over City i Premier League på Etihad Stadium.

Leeds var tilmed en spiller i undertal i det meste af kampen, men oprykkerne blev ved med at kæmpe hårdt for sagen, og det gav bonus i kampens overtid.

Her scorede Leeds-spilleren Stuart Dallas sit andet mål i kampen og gjorde det til slutresultatet 2-1.

Det overraskende nederlag brød samtidig Citys stime på seks sejre i træk på tværs af alle turneringer.

Trods pointtabet topper City tabellen med 74 point efter 32 kampe. Manchester United er toer med 60 point for to kampe færre. Der spilles 38 kampe.

Leeds bragte sig foran 1-0 på et mål af Stuart Dallas tre minutter før pausen. Dallas modtog bolden fra Patrick Bamford og hamrede den fladt ind via stolpen.

Få minutter senere blev Leeds-stopperen Liam Cooper udvist efter et VAR-tjek, da han clearede bolden, men samtidig satte en hård tackling ind på City-angriberen Gabriel Jesus.

Liam Cooper så rødt i Manchester. Foto: Michael Regan/Ritzau Scanpix
Liam Cooper så rødt i Manchester. Foto: Michael Regan/Ritzau Scanpix

Leeds-manager Marcelo Bielsa reagerede straks ved at skifte Bamford ud med defensivspilleren Pascal Struijk. Nu skulle føringen bare forsvares.

Dermed spillede Leeds uden en decideret angriber, og City dominerede resten af kampen.

Det lykkedes efter et massivt pres for Citys Ferran Torres at udligne til 1-1 efter 75 minutter.

Herefter jagtede hjemmeholdet sejren og tilspillede sig også et hav af chancer.

Før og efter 1-1-udligningen havde City-spillerne Oleksandr Zinchenko, John Stones, Bernardo Silva og João Cancelo muligheder, men de blev alle brændt.

I stedet løb Stuart Dallas opportunistisk ned i den anden ende og fik en friløber ud af anstrengelserne. Den udnyttede han til stor glæde for Leeds-lejren.

Med sejren er Leeds placeret solidt i midten af rækken langt fra bundkampen.

Eksperten: Vælg kaptajn fra derby

Fans kårer Pernille Harder som årets spiller

Storklubber lurer på 'Danmarks dyreste'