I weekenden festede han løs på den københavnske natklub Museo.
Men hvis det gik lidt for vildt for sig, og Jack Grealish fik brugt lige rigeligt med penge på flasker, så klarer han den nok også.
I hvert fald ruller millionerne nu for alvor ind for Manchester City-stjernen, der mandag er blevet præsenteret som ny frontfigur for Puma.
Faktisk kan den 27-årige offensivspiller prale af at have skrevet under på den mest lukrative støvlekontrakt, der nogensinde er givet til en britisk fodboldspiller. Det skriver Daily Mail.
Ifølge mediets oplysninger har Jack Grealish således landet en aftale, der indbringer ham hele 10 millioner pund - svarende til knap 84 millioner kroner - pr. sæson i de næste fem år. Altså et beløb, der svinger sig op på svimlende 420 millioner kroner.
Grealish har ellers løbet rundt i Nike-støvler, siden han var teenager, men nu er den tid forbi.
Dermed tilslutter Grealish sig samtidig store stjerner som Neymar og Antoine Griezmann, der i forvejen også er i stald hos Puma.
Ifølge Daily Mail har spillere som Gareth Bale og Harry Kane - der før var de bedst betalte briter - begge støvlekontrakter til en værdi af tre millioner pund, hvilket altså end ikke er i nærheden af det, som Jack Grealish nu tjener.
Jack Grealish blev det dyreste indkøb mellem to engelske klubber, da han i 2021 skiftede fra Aston Villa til Manchester City for 874 millioner kroner.
Lørdag fik den engelske landsholdsspiller fuld tid, da Pep Guardiolas mandskab slog Newcastle 2-0. Næste opgør finder sted lørdag, når Manchester City gæster Crystal Palace.