Højbjerg elsker ansvaret: I kan stole på mig!

Pierre-Emile Højbjerg  er blevet en nøglespiller i Tottenham og på landsholdet, og nyder tilliden fra Mourinho og Hjulmand

Set udefra ligner Kasper Hjulmand og José Mourinho hinandens modsætninger.

Den offensivt indstillede danske landstræner viser sjældent tænder udadtil, mens portugiseren i Tottenhams trænersæde er legendarisk for sine mandskabers defensive kvaliteter, og sjældent går af vejen for en rask konflikt.

Men en ting er de to mænd i hvert fald enige om. Man kan stole på Pierre-Emile Højbjerg.

- Jeg er glad og tilfreds med den rolle, jeg har. Og jeg føler mig altid klar til at udfylde den, siger han i et interview med Ekstra Bladet.

- Tingene føles rigtige. Jeg er blevet ældre, mere erfaren og jeg føler mig skærpet i forhold til, hvad jeg kan give til holdet. Ikke kun spillemæssigt, men også rent menneskeligt i dette cirkus, fodbolden kan være en gang imellem.

- Det handler ikke så meget om, at jeg blevet bedre til at løbe eller heade. Men jeg er vokset modenhedsmæssigt og er blevet en mere komplet sportsmand, det fungerer i hvert fald, konstaterer Højbjerg, der for nylig blev kåret som årets spiller i Danmark.

Pierre-Emile Højbjerg er strøget ind i toppen af hierarkiet i Tottenham. Foto: Ritzau Scanpix
Pierre-Emile Højbjerg er strøget ind i toppen af hierarkiet i Tottenham. Foto: Ritzau Scanpix
 

I England er der bred enighed om, at danskeren er blandt sæsonens bedste indkøb i Premier League.

Han er nummer tre på listen over spillere med flest vellykkede afleveringer, nummer fire på listen med flest berøringer, mens en analyse foretaget af The Athletic viser, at Pierre-Emile Højbjerg er den spiller i Premier League, der oftest er involveret i erobringer og opspil, som fører til mål.

Tal, der er resultatet af, at Pierre-Emile Højbjerg har fået større ansvar på de hold, han spiller for.

- Min udvikling har været positiv. Det er altid mig faldet naturligt at tage ansvar.

Jeg skiftede til en større klub, hvor jeg er vokset med opgaven. Det overfører jeg også til landsholdet i den grad det er muligt. Jeg er den, jeg er – og det er jeg både i klubben og på landsholdet, lyder analysen fra Spurs-slideren, der i øvrigt også har begået næstflest frispark i Premier League.

Grafik: Sofascore

Under Åge Hareide fik Højbjerg aldrig bidt sig rigtig fast i startopstillingen på landsholdet, men det ændrede sig med Kasper Hjulmands ankomst.

- Hjulmand og Mourinho har begge givet mig en rolle der passer mig godt og derfor har de udviklet mit spil endnu mere. Det er jeg dem taknemlige for.

- Det ansvar, jeg derfor har fået i klubben og på landsholdet viser, at trænerne kan stole på mig. Jeg er bare mig selv, og giver så meget, jeg kan, og ønsker hele tiden at udvikle mig, som fodboldspiller og som menneske, forklarer Højbjerg, der ligesom resten af fodbold-Danmark nyder landsholdets aktuelle optur.

Pierre-Emile Højbjerg fejrer sin scoring i 4-0-sejren over Østrig. Foto: Ritzau Scanpix
Pierre-Emile Højbjerg fejrer sin scoring i 4-0-sejren over Østrig. Foto: Ritzau Scanpix
 

- Det, der er så fedt og opløftende ved landsholdet lige nu, er, at vores træner ikke bare vil vinde kampene, men også spille med en klar identitet, så dem, der ser på, bliver stolte. Som spiller er det ekstraordinært at være en del af.

- Han har skabt en klar retning, både spille- og resultatmæssigt. Man kan se fremtiden i det, han vil. Det gør det spændende at være med til. Vi har ikke travlt, men vi kan opnå meget på kort sigt. Det er en stor udfordring at få lov til at være med til det, siger Pierre-Emile Højbjerg, som glæder sig både til EM foran danske tilskuere i København og de kommende år i rødt og hvidt.

- Det er altid oplagt at drømme stort. Vi vil gerne opnå noget stort til sommer, men vi skal være ydmyge og hårdtarbejdende og ikke miste jordforbindelsen. Vi står rigtig stærkt – også, hvis vi kigger lidt længere fremad, siger han om den kommende EM-sommer og tiden, der kommer efter.

--------- SPLIT ELEMENT ---------            

Otte finaler

Mens forårets kampe på landsholdet har været en regulær magtdemonstration, så har det set anderledes vanskeligt ud for Tottenham, der skuffede fælt mod Dinamo Zagreb i Europa League, og efter søndagens nederlag til Manchester United hænger med det yderste af neglene i kampen om top fire.

Nu er Liga Cup-finalen mod Manchester City i næste uge sidste chance for et trofæ.

Men selv om både spillere og tilhængere er skuffede i kølvandet på et efterår, hvor Spurs lignede titelkandidater, har Pierre-Emile Højbjerg ikke kastet håndklædet i ringen.

- Hvis du sammenligner med december, hvor vi var med helt fremme i alt, ser det anderledes ud. Men jeg vil ikke male fanden på væggen. Vi er i finalen i Liga Cup'en, og top fire er ikke umuligt. Vi har otte finaler tilbage, siger han om de syv resterende ligakampe og turen til Wembley mod City.

Pierre-Emile Højbjerg er en af José Mourinhos nøglespillere. Foto: Ritzau Scanpix
Pierre-Emile Højbjerg er en af José Mourinhos nøglespillere. Foto: Ritzau Scanpix
 

- Det har været et år med mange kampe, mange rejser. Det har vi måske lidt under. Det hårde program har slidt, og der har været nogle afgørende momenter, hvor vi har betalt prisen for det, konstaterer midtbanespilleren, der erkender, at der ikke er plads til alt for mange fejl i den bedste engelske række.

Men han vil stadig ikke undvære presset.

- Hvis du ikke er parat til at slås for hver en meter eller bold, bliver du straffet. Det er det fantastiske ved Premier League. Det er klasse, at der så stor interesse og en masse pres og forventninger. Det er det, som følger med, når man spiller i en stor klub som Tottenham. Jeg er overbevist om at fremtiden er lys for Tottenham Hotspur og landsholdet.

Dem skal du have fingre i: Eksperten tror på overraskelsen