Højbjerg lagde op i sensation

Pierre-Emile Højbjerg lagde op til det første mål, da Southampton slog Chelsea på udebane i Premier League

Anfører Pierre-Emile Højbjerg spillede en god kamp, da Southampton vandt over Chelsea. Foto: Adrian Dennis/AFP/Ritzau Scanpix
Anfører Pierre-Emile Højbjerg spillede en god kamp, da Southampton vandt over Chelsea. Foto: Adrian Dennis/AFP/Ritzau Scanpix

Boxing Day leverede noget af en sensation i Premier League, da bundholdet Southampton på Stamford Bridge vandt med 2-0 over Chelsea.

På en dag, hvor Chelsea ikke formåede at veksle stor boldbesiddelse til åbne chancer, slog Southampton til med kynisk kontraspil og snuppede tre vitale point.

Southampton, der inden runden lå fjerdesidst, avancerede flere pladser, mens Chelsea tabte terræn i toppen, hvor holdet dog stadig ligger nummer fire.

Forsvarerne Andreas Christensen og Jannik Vestergaard sad på bænken hos henholdsvis Chelsea og Southampton, mens Pierre-Emile Højbjerg startede inde for sidstnævnte som anfører.

Den danske midtbanespiller skulle komme til at sætte sit aftryk med en assist, der førte til det første mål.

Chelsea var på bolden det meste af tiden, men det kneb med at bringe sig til farlige situationer. Det frustrerer Frank Lampard, der har set en lignende tendens i kampene de seneste uger.

- Vi er ikke i stand til at skabe mange chancer, hvilket vi gjorde i starten af sæsonen. Vi evner ikke at slå den afgørende aflevering, siger Frank Lampard til BBC.

Hele 20 minutter skulle der gå, inden den første Chelsea-afslutning blev noteret, og så var den ikke en gang nærgående.

Så var der mere snit over tingene, da Southampton lidt ud af det blå satte en angreb op efter en halv time.

Udeholdet erobrede bolden ved midterlinjen helt ude i højre side. Pierre-Emile Højbjerg spillede straks bolden frem til Michael Obafemi, der målrettet pilede af sted mod feltet. Et bakkende Chelsea-forsvar lod Obafemi trække helt ind i feltet, hvor han krøllede bolden flot op i hjørnet til 1-0.

Southampton fightede føringen hjem i første halvleg. Efter pausen angreb Chelsea noget mere intenst for udligningen, men udeholdet forsvarede sig fortsat bravt.

Chelsea havde stadig svært ved at gøre chancerne store, men det kunne Southampton derimod. Efter 65 minutter blev Nathan Redmond spillet helt fri i en kontra, men denne gang reddede Kepa Arrizabalaga.

Få minutter senere fik Redmond en ny chance. Southampton spillede smart bolden rundt i egne rækker for at få tiden til at gå, men pludselig satte holdet turbo på og gik i angreb.

Efter et mønsteropspil endte bolden i feltet hos Redmond, der nemt kunne prikke bolden i nettet til 2-0.

Derfra mistede Chelsea modet, og udeholdet kunne køre det opsigtsvækkende resultat hjem.

Christian Eriksen måtte nok engang tage til takke med en plads på bænken for Tottenham, men danskeren kom ind i anden halvleg, og det skulle få afgørende betydning for kampen. Foto: Andrew Couldridge/Ritzau Scanpix Premier League - 26. dec. 2019 - kl. 15:28 Eriksen fik afgørende rolle

Se også: Legendens svada: - Som at knalde som gammel mand

Se også: Fundet i pool til fest: Mystik om ung målmands død

Se også: Dummer sig på tv: Afslører stjerne-exit

21 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste Sport
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere