I oprør: Føler sig forrådt

55 medarbejderes fyreseddel har fået stjernerne i Arsenal FC op og ringe

Alexandre Lacazette og de øvrige Arsenal-spillere er allerede gået med til en lønnedgang, der så siden er blevet reduceret. Foto: Michael Regan/Reuters/Ritzau Scanpix
Alexandre Lacazette og de øvrige Arsenal-spillere er allerede gået med til en lønnedgang, der så siden er blevet reduceret. Foto: Michael Regan/Reuters/Ritzau Scanpix

Fyringen af 55 medarbejdere har nu fået Arsenals spillertrup til at reagere.

Ifølge mediet The Athletic har stjernerne intentioner om at tage sig en snak med klubbens ledelse.

Det gør de, fordi de i april gik med til en lønnedgang på 12,5 procent. Fordi de var af den overbevisning, at det dermed ville sikre, at ingen blev fyret.

- Der er betragtelig frustration og skuffelse blandt spillerne over beslutningen om at fyre cirka ti procent af de ansatte. Visse spillere er ret opsatte på at tage den med ledelsen, skriver The Athletic i denne betalingsartikel efter at have talt med flere unavngivne kilder i klubben - heriblandt folk meget tæt på truppen.

Arsenal har begrundet fyringerne med ‘investeringer i holdet’, hvilket blandt spillerne angiveligt giver frygt for, at nye kontrakter såvel som forlængelse af allerede indgåede aftaler ender med at blive årsagen til de mange afskedigelser.

Scouts hårdt ramt
De fleste stillinger menes at ryge i de kommercielle og administrative afdelinger, men klubbens scouting-gruppe skulle også være ramt.

Således er chefen for den internationale scouting, Francis Cagigao, samt de to chefer for den britiske scouting, Peter Clark og Brian McDermott, blevet fyret. Førstnævnte var manden bag Fábregas og Belleríns ankomster.

Et interessant tidspunkt at miste sine tre mest rutinerede scouts.

På et conference call fik medarbejderne at vide, at de ansatte, der får lov at blive, skal regne med, at visse medarbejderfordele vil forsvinde. Blandt andet gratis billetter – eller økonomisk kompensation for de billetter. Samtidig ville pensionsordningen blive reduceret betragteligt.

At det overhovedet er kommet hertil, at man må fyre så mange, hænger selvfølgelig meget sammen med coronapandemien og det faktum, at fodboldforbundet i England som så mange andre lande valgte at lukke for tilskuere til kampene.

Ifølge The Athletic er Arsenal mere afhængig af tilskuere end de øvrige rivaler i Premier League.

Meget interesserede i Willian
I 2018-2019-sæsonen var en fjerdedel af den samlede indkomst fra tilskuerne. Højere end noget andet sted i Premier League.

I skrivende stund vides det ikke, hvornår tilskuere igen må lukkes ind på stadions i England. Men der er lukket ned til i hvert fald oktober.

Truppens lønnedgang er i øvrigt ændret fra 12,5 procent til 7,5 procent, efter man kvalificerede sig til Europa League.

Arsenal er stadig den eneste klub, hvor spillerne er gået med til en lønnedgang.

Ifølge flere engelske medier er Arsenal meget interesseret i at skrive kontrakt med den kontraktfrie Willian, der har spillet for Chelsea siden 2013. The Gunners er dog også sat i forbindelse med både Atléticos Thomas Partey samt FC Barcelonas Philippe Coutinho.

Mens det altså bliver gratis at hente Willian, forholder det sig anderledes med de to andre stjerner, der har kontrakter til 2023. Daily Mail har tidligere skrevet, at en større udrensning på op til ni spillere i den nuværende trup skulle være på vej ud for at gøre plads til nye ansigter.

Se også: Rabler det for legenden?

Se også: Tålmodigheden brugt op: Vil af med Andreas

Se også: Hedt rygte: Vil sige ja til United

Se også: Irriteret Lampard: Det er for tidligt!

16 kommentarer
Vis kommentarer