'Ignorant', 'komplet uvidende', 'uduelig!'

En britisk minister sagde i et interview, at han havde talt med Marcus Rashford om fattigdom blandt børn. Problemet er bare, at det havde han ikke.

'Ignorant', 'komplet uvidende', 'uduelig!'

Obama Roser Marcus Rashford

Gavin Williamson var i forvejen genstand for omfattende kritik for sit arbejde som undervisningsminister i Storbritannien, og hans seneste brøler kommer næppe til at vinde ham mange hjerter.

En af hans fremmeste kritikere har været Manchester United-stjernen Marcus Rashford, der blandt andet har ført en succesfuld kampagne for at få den britiske regering til at genoverveje sit valg om at droppe en ordning med gratis mad til 1,3 millioner skolebørn fra fattige familier i sommerferien.

I et interview med Evening Standard bliver Williamson spurgt, om han har talt med Rashford.

- Vi mødtes over Zoom, og han fremstod utrolig engageret, medfølende og charmerende, men han blev nødt til at løbe. Jeg ville ikke være den, der holdt ham væk fra træning, siger undervisningsministeren.

Problemet er bare, at det slet ikke var Rashford, han talte med. Det var i stedet den engelske rugbystjerne Maro Itoje, der også har arbejdet for at hjælpe socialt udsatte børn.

Oppositionspolitikeren David Lammy kalder med afsæt i brøleren Gavin Williamson for 'den mest ignorante, komplet uvidende og uduelige undervisningsminister i Storbritanniens historie.'

Rashford og Itoje tager det med et grin. Sidstnævnte skriver på Twitter, at han gerne vil bekræfte, at han ikke er Marcus Rashford, mens United-stjernen skriver, at Itojes London-dialekt måske burde have afsløret, at han ikke var Manchester-fødte Rashford.

Gavin Williamson kalder det selv for 'en ærlig fejl' og siger, at han kom til at forveksle de to socialt engagerede sportsstjerner.