Ikke god nok til U21 – nu kan han blive sommerens dyreste dansker

Philip Anyanwu Billing har kun spillet én U-landskamp, nu koster han fire Zanka’er… Vi tegner et portræt af en ranglet dreng, der pludselig eksploderede i kilo og centimeter

Dansker flugter DRØMMEkasse ind i The Championship

Én sølle U19-landskamp. Philip Billing var ikke i nærheden af at være aktuel til OL sidste sommer i Rio de Janeiro, og vestjyden kom heller ikke i betragtning til denne sommers U21 EM i Polen – men i England har de i dén grad fået øjnene op for danskerens kvaliteter.

Hvis Swansea gør alvor af interessen og gafler den 21-årige dansker fra oprykkerne Huddersfield for 10 mio. pund, bliver manden, der åbenbart ikke kan komme på et dansk landshold, alligevel sæsonens hidtil dyreste dansker i Premier League.

Små 84 mio. kroner svarer sådan råt omregnet til indkøbet af fire Mathias Zanka’er…

Den 197 cm høje vestjyde har dog kontrakt med Huddersfield tre sæsoner endnu, men ifølge fodboldredaktøren Sam Wallace fra det alt andet end sensationslystne Daily Telegraph er interessen pænt lun – om end et egentligt skifte kan trække i langdrag. Huddersfield har ligesom fat i den lange ende.

Bingo. Philip Billing har scoret tre mål på to sæsoner - og to sæsoner i rap har han nappet hæderen som manden bag årets scoring i Huddersfield. Foto: All Over Press
Bingo. Philip Billing har scoret tre mål på to sæsoner - og to sæsoner i rap har han nappet hæderen som manden bag årets scoring i Huddersfield. Foto: All Over Press

De manglende landskampe er på en måde historien om den ’ukendte dansker’ i engelsk fodbold. Han var heller ikke på kontrakt i Esbjerg, da en britisk talentspejder i 2012 ved et tilfælde kom til at overvære en U17-kamp mellem Esbjerg og AaB.

Han ku’ li’, hvad han så og inviterede Philip Billing og tre andre til prøvetræning i Huddersfield.

- Vi var på vej til at lave kontrakt med Philip, men vi var måske lidt langsomme, erkender Lars Vind, der sammen med René Christiansen er de to Esbjerg-trænere, der har tumlet med den langlemmede Premier League-spiller, siden han var 14.

- Der var fire derovre, men det var Philip, de ville ha’, konstaterer Lars Vind, der havde Philip Billing den yngre som en af de bedre spillere på U14-mandskabet.

- Kunne du se, du havde gang i en kommende Premier League-spiller?

- Hvis René og jeg havde kunnet det, skulle vi jo have været talentspejdere, siger Lars Vind og griner.

- Philip var ikke blandt de mindste, men han var bestemt heller ikke blandt de højeste – indtil han eksploderede. Det gik bare stærkt, og på få år ragede han pludselig de der næsten to meter i vejret, fortæller Lars Vind, der kun har rosende ord at hælde over sin tidligere elev:

- Det er fedt for ham, at han er kommet så langt allerede. Det er helt fantastisk. Vi kunne godt se, der var potentiale til en stærk Esbjerg-profil på Superliga-holdet, for han kommer med et godt drev, et rigtigt godt venstreben, og qua sin højde er han også ret god på låget.

- Han kom – og kommer – med god power centralt i banen, efter han har fået bygget på fysikken. Han var jo i nogle år lidt ranglet i det, lyder beretningen om den typiske teenager, hvor arme og ben pludselig begynder at stritte i alle retninger, undtagen når næverne har fat i køleskabsdøren.

197 cm skarpladt fysisk. Philip Billing var en ranglet teenager, men der er vægt bag ordene i dag. Foto: All Over Press.
197 cm skarpladt fysisk. Philip Billing var en ranglet teenager, men der er vægt bag ordene i dag. Foto: All Over Press.

Philip Anyanwu Billing – mellemnavnet er knyttet til Igbo-folket i det sydøstlige Nigeria – var med i første halvdel af sæsonen på det U17-mandskab, der i 2013 vandt DM-guld til Esbjerg. Men stjernefrøet flyttede til Huddersfield ved nytårstide som blot 16-årig.

- Hvad tænker en træner så?

- Man håber bare på, at han klarer den. Billing var jo ikke helt færdig-udvokset, men han har fået bygge masser af muskler på, og det er jo noget af et nåleøje, han nu er kommet igennem. Det er mega flot, siger Lars Vind om spilleren, der de to sidste sæsoner dels er blevet kåret som årets unge spiller i Huddersfield – og begge gange også er rendt med hæderen for sæsonens bedste mål. Han har kun scoret tre i 37 ligakampe, så han har fordelt perlerne godt – og det var rå klasse, da han med venstrebenet hamrede kuglen i kassen mod Cardiff 19. november i fjor.

- Britisk fodbold passer jo perfekt til en spiller som ham, der har fysik og er i stand til at gennembryde en hel kæde. Taktisk har han altid været godt med, og så er han også god på skallen, når han kan time det, siger Lars Vind. Vi glæder os over, at det går godt for en god dreng, der af og til kommer og besøger os her i Esbjerg.

- Giver det mening at skifte fra Huddersfield til Swansea?

- Jeg vil da vurdere, det kan være interessant alene af den grund, at Swansea har flere sæsoner på bagen nu. Men vi behøver slet ikke bekymre os – Philip Billing er udmærket i stand til at vurdere plusser og minusser og vælge det, der giver bedst mening for ham selv.

- Og lige nu sidder du og René og laver budget for de penge, salget indbringer?

- Det er lige præcis det, vi gør, haha. Nej, jeg har ingen anelse om, hvad der kan være i det. Men der er da noget, der hedder uddannelsespenge, og ideer har man vel altid.

Se også: Premier League-klub klar med 80 millioner for dansk talent

Se også: Flere priser til Philip Billing ved Huddersfields prisuddeling

Se også: Danskerklub vinder engelsk milliardkamp

kommentarer
Vis kommentarer
Mest læste i fodbold
Seneste i fodbold
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere
Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Nyhedsredaktør:Steffan Kærulf Frandsen
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen