Rygterne svirrer i luften om danske Pierre-Emile Højbjerg, der nærmer sig et skifte til Tottenham.
Og spørger man Allan Kuhn, der er ekspert på TV3's kanaler, er der ingen tvivl om, at Tottenham-manager José Mourinho vil have gavn af danskeren på holdkortet.
- Han kan både spille med to og med tre midtbanespillere. Harry Winks og Mousa Sissoko er nogle gode spillere, men man skal selvfølgelig også bruge mere end to, og jeg er ikke i tvivl om, at når Mourinho vil have Pierre-Emile Højbjerg, så er det, fordi han skal spille, siger Allan Kuhn til Ekstra Bladet.
Der er især en ting ved den danske landsholdsspillers spillestil, som Allan Kuhn er begejstret over. Han håber derfor, at Tottenham vil benytte sig af danskerens kvaliteter, såfremt de skulle ende med at skrive under med ham.
Artiklen fortsætter under billedet...
- Jeg kunne dog godt tænke mig, at Tottenham var mere aggressive i deres presspil, for der synes jeg, at Pierre-Emile har rigtig mange gode forcer. Det er han rigtig god til faktisk.
- Kan han i virkeligheden løse nogle af Tottenhams problemer på midtbanen?
- Ja, altså. Jeg synes i hvert fald, at han er på niveau med dem, der er der i forvejen, og jeg synes, at han har gjort det rigtig godt for Southampton og er blevet anfører, og så synes jeg, at han har forbedret sig fra engang, hvor han var lidt for aggressiv og løb meget, men jeg synes, han er blevet rigtig god til at spille taktisk, og han er blevet mere rolig med bolden. Man kan se, at han er blevet en rigtig god central midtbanespiller i Premier League, siger Kuhn.
Han er klar til det
Til sidst understreger Allan Kuhn, at Pierre-Emile Højbjerg efterhånden har opbygget en stor nok erfaring til at kunne begå sig i en storklub, hvilket Tottenham stadig må betragtes som.
- Hans bedste skifte nogensinde, var jo det skifte, som han lavede til Southampton. Specielt efter, at Hasenhüttl (Southamptons manager, red) blev manager, for han passede perfekt til den måde, som Pierre-Emile Højbjerg spiller fodbold på med det høje pres og aggressivitet i sit spil, forklarer TV3-eksperten.
- Og det synes jeg, han har udviklet rigtig meget på, og det er også derfor, at der er nogle større adresser, der kigger efter ham, for der er jo ingen tvivl om, at Tottenham er en større og bedre klub end Southampton, så det er enormt spændende, synes jeg, hvis vi kan få en dansker igen i Tottenham, lyder det fra Allan Kuhn.