Husk, at du kan se de største kampe fra den spanske pokalturnering, Copa del Rey, direkte hos Ekstra Bladet lige HER.
Christian Eriksen er også i truppen til Tottenhams kamp mod Norwich onsdag aften, forklarede José Mourinho tirsdag på et pressemøde.
Den beslutning har muligvis irriteret danskeren, for ifølge den velrenommerede italienske transferjournalist Gianluca Di Marzio, der plejer at have de italienske kilder i orden, så dukkede Eriksen tirsdag personligt op til et møde mellem Tottenhams bestyrelsesformand, Daniel Levy, og Christian Eriksens agent, Martin Schoots.
Uanmeldt, vel at mærke.
Di Marzio omtaler Eriksens tilstedeværelse som en 'ekstra overraskelse', og ifølge journalisten skulle danskeren have gjort det klart, at han ønsker at få ordnet det længe ventede skifte til Inter og Serie A i januars transfervindue - og ikke først til sommer, hvor hans kontrakt løber ud.
Historien melder intet om, hvordan mødet forløb, men ifølge Gianluca Di Marzio er der planlagt endnu et møde mellem parterne torsdag i denne uge.
Artiklen fortsætter under billedet..
Ifølge både engelske og italienske medier holder Daniel Levy og Tottenham stædigt fast i, at det koster 20 millioner euro - ca. 150 millioner kroner - at købe Eriksen fri et halvt år før tid, mens Inter forsøger at tvinge en rabat igennem. Blandt andet ved at tilbyde præstationsbetingede bonusser til den engelske klub.
De to klubber har da også ni dage mere til at finde en løsning. Næste fredag smækker transfervinduet i - både i England og Italien, og hvis der ikke er fundet et kompromis inden da, vil Christian Eriksen færdiggøre sæsonen i Tottenham.
Tirsdag skrev Sky Sports, at Christian Eriksen allerede har accepteret en fireårig aftale med Inter, så dermed er det umiddelbart kun en aftale mellem de to klubber, der mangler, før at han kan pakke kufferten og tage sydpå efter seks år i London.
Medie: Har accepteret fire-årig kontrakt