Indkøbskurven kan igen findes frem hos fodboldklubberne rundt omkring i Europa. Transfervinduet er åbnet, og her halvvejs i sæsonen er der dermed mulighed for at råde bod på truende udsigter over uindfriede målsætninger.
Men det kan af og til være svært at finde den rigtige vare, når hylderne vrimler med tilbud, og nogle er bedre end andre. Den store kunst er at hente guld for billige penge, men nyerhvervelser kan omvendt også kan ende som dyrtkøbte fejlinvesteringer.
Historien råder på adskillige eksempler tilhørende sidstnævnte kategori, og ifølge Goal.com har én specifik handel været værre end alle andre. Det fremgår af en liste over de 20 værste januarindkøb, som mediet nyligt har bragt.
Den toppes af den nytilkomne Atletico Madrid-angriber Fernando Torres, der tilbage i 2011 benyttede årets første måned til at forlade Liverpool for at skrive under på en lukrativ kontrakt med Chelsea.
Triste skæbner
Det blev indledningen til en lang og personlig deroute for spanieren, der kunne se sin status blive forvandlet fra ombejlet verdensklassespiller til omvandrende vittighed.
50 millioner pund lagde London-klubben for den dengang 26-årige angriber, men landsholdsspilleren formåede aldrig at finde fordums styrke og forlod sidste år den engelske hovedstad for at få karrieren på ret køl via en lejeaftale i AC Milan.
I slipstrømmen på Fernando Torres følger Andy Carroll, der paradoksalt nok erstattede spanieren i Liverpool. Men modsat manden, der afgjorde EM-finalen i 2008, formåede Carroll aldrig at slå igennem på Anfield.
Officielt: Fernando Torres vender hjem
Her fik hjemmepublikummet således ikke mange mål i bytte for de 35 millioner pund, som deres klub havde punget op med for at sikre sig den tårnhøje type i Newcastle, hvorfor han også skiftede til West Ham bare to år senere.
Og sådan fortsætter den triste fortælling om de sørgelige skæbner ned af listen, der ellers tæller prominente navne på rad og række og såmænd også har en dansker iblandt.
Dansk fuser i Madrid
Den tvivlsomme ære tilskrives Thomas Gravesen, der i 2004 blev hentet til Real Madrid efter i en årrække at have ført sig frem som bærende nøglespiller hos Everton.
Men skiftet til den spanske hovedstad blev ingen succes. Tværtimod. Skandalerne tog over for det sprudlende spil, og den forhenværende danske landsholdsspiller nåede kun at opholde sig i storklubben i et halvandet år, hvilket altså imidlertid viser sig nok til en 14. plads på listen over de værste januarindkøb.
Nul transfers i 2015 - Her er Barcelonas plan B
- Efter en pludselig popularitet blev Gravesen hurtigt henvist til bænken på Santiago Bernabeu. Sendt tilbage til Storbritannien 18 måneder efter, at han ankom til Spanien, skriver Goal.com.
Gravesen forsøgte efterfølgende at finde fodfæste på ny i Celtic og siden hos Everton på en lejeaftale, men den karismatiske midtbanespiller genfandt aldrig melodien og indstillede karrieren i 2008.
Fernando Torres blev ingen succes i Chelsea, og nu er han tilbage i Atletico, hvor han omvendt slog igennem som helt ung. Se ham sprudle i Spanien her:
Der skete en fejl under valideringen af din bruger.
Gå til Min profil eller prøv igen senere.