Kåret til årets Premier League-spiller

Ruben Dias har fået en ekstra belønning på falderebet af en stærk debutsæson hos Manchester City

Kåret til årets Premier League-spiller

Sådan så det ud, da Manchester Citys fans fejrede, Premier League trofæet kom i hus

Manchester City-forsvareren Ruben Dias er lørdag blevet kåret til Årets Spiller i Premier League.

Den 24-årige portugiser har vundet kåringen foran andre prominente navne som holdkammeraten Kevin De Bruyne og ligatopscoreren Harry Kane fra Tottenham.

Dias kom til City sidste sommer fra Benfica og har scoret en enkelt gang for Manchester-holdet, der vandt det engelske mesterskab.

Portugiseren har samtidig været en væsentlig årsag til, at City blot lukkede 32 mål ind i Premier League.

Det er anførerne fra de 20 klubber i Englands bedste fodboldrække, der har deltaget i afstemningen. Derudover indgår stemmer fra fans og bedømmelsen fra et ekspertpanel i kåringen.

City-manager Pep Guardiola er samtidig blevet hædret med titlen som Årets Træner i Premier League.