Kæmpe comeback-show

12 år efter sin seneste kamp for Manchester United blev Cristiano Ronaldo helten i sit comeback for klubben

Ronaldo bliver dobbelt målscorer i comeback for United

Drejebogen kunne ikke være skrevet bedre for Cristiano Ronaldo.

Den 36-årige stjerneangriber fik lørdag comeback med en plads i startopstillingen hos Manchester United, hvor han første gang spillede fra 2003 til 2009.

Ronaldo indtog en nøglerolle og blev dobbelt målscorer i 4-1-sejren over Newcastle i den engelske Premier League. Han scorede et mål i hver halvleg.

Portugiseren var placeret helt i front af manager Ole Gunnar Solskjær og blev serviceret af kantspillerne Mason Greenwood og Jadon Sancho.

Målnæsen viste Ronaldo i første halvlegs tillægstid, da han var mere vågen end Newcastles forsvar og fulgte op på en ripost.

Inden da havde Ronaldo søgt bolden konstant, dirigeret med sine holdkammerater og i det hele taget virket spilleglad og sulten.

Han skød også bolden i sidenettet efter ti minutter som et tidligt forvarsel.

United spillede dog generelt for langsomt, og Newcastle udnyttede effektivt et kontraangreb og udlignede ti minutter inde i anden halvleg.

Javier Manquillo fuldendte det smukke angreb med målet til 1-1.

Dermed skulle United på arbejde igen, og det lykkedes også hjemmeholdet at sætte nogle gode afleveringer sammen, som førte til det andet mål.

Ronaldo løb i dybden og viste ikke tegn på, at alderen trykker i kapløb med Newcastles tunge forsvar. Med et fladt spark scorede han til 2-1 efter 62 minutter.

Manchester United-angriberen Cristiano Ronaldo scorede til 1-0 kort før pausen og kunne lade sig hylde på Old Trafford. Senere scorede han også det vigtige mål til 2-1 i sejren på 4-1. Foto: Rui Vieira/Ritzau Scanpix
Manchester United-angriberen Cristiano Ronaldo scorede til 1-0 kort før pausen og kunne lade sig hylde på Old Trafford. Senere scorede han også det vigtige mål til 2-1 i sejren på 4-1. Foto: Rui Vieira/Ritzau Scanpix

Med scoringen er målmaskinen oppe på 120 mål for United. I de 12 sæsoner væk fra United lavede Ronaldo i alt 551 mål for Real Madrid og Juventus.

Det tredje United-mål blev sat ind efter 80 minutter på en ren perle af et langskud af Bruno Fernandes.

I overtiden cementerede indskiftede Jesse Lingard sejren med målet til 4-1 efter smukt United-sammenspil i Newcastles felt.

Der blev også spillet andre store kampe i Premier League lørdag.

Leicester, der havde danskerne Kasper Schmeichel og Jannik Vestergaard med fra start, tabte 0-1 hjemme til Manchester City. Bernardo Silva scorede det enlige mål for City.

Arsenal snuppede en tiltrængt og kneben sejr på 1-0 hjemme over Norwich. Angriberen Pierre-Emerick Aubameyang scorede målet for Arsenal.

Brentford, der gjorde brug af danskerne Christian Nørgaard, Mads Roerslev og Mathias Jensen, tabte 0-1 hjemme til Brighton.