Kæmpe hyldest: Drømmedebut!

Både Thiago i Liverpool og James Rodríguez i Everton lovprises efter deres første kampe i Premier League

Thiago Alcântara og James Rodríguez har fået en glimrende start på deres ophold i engelsk fodbold. Foto: Michael Regan og Nick Potts/Reuters/Ritzau Scanpix
Thiago Alcântara og James Rodríguez har fået en glimrende start på deres ophold i engelsk fodbold. Foto: Michael Regan og Nick Potts/Reuters/Ritzau Scanpix

De er begge nye i Premier League, de har en fortid i Bayern München sammen, og så kan de prale af at have opholdt sig i henholdsvis FC Barcelona og Real Madrid.

Og nu kan Thiago Alcântara og James Rodríguez også konstatere, at de har sat den engelske liga i brand fra start af.

Mens colombianske Rodríguez lørdag spillede forrygende i Evertons 5-2-sejr over Southampton i sin anden optræden i England, fik spanske Thiago blot en halvleg for bysbørnene fra Liverpool, der søndag vandt 2-0 over Chelsea i Thiagos debut.

Sidstnævnte skuffede ikke, da Jürgen Klopp skiftede ham ind i stedet for skadede Jordan Henderson i 2. halvleg af kampen mod Chelsea.

89 boldberøringer
Ganske vist var London-klubben handicappet af Andreas Christensens røde kort, men Thiago nåede alligevel at skrive rekord på sine 45 minutter.

89 gange var han i boldberøring. Det blev til 83 afleveringer, hvor 90,4 procent var succesfulde.

Det var mere og bedre end nogen Chelsea-spillerne på banen – og samtidig det højeste antal, siden 2003, ifølge statistikerne hos Opta.

The Athletic kalder det for en eye-catching debut, mens Daily Mail konstaterer, at alt ser ud til at blive klaret med en enkelt berøring, når han får bolden.

- Hans hoved er konstant oppe, hans øjne ser hele tiden rundt på banen for at se, hvor den næste åbning er. Hans sind er opfindsomt, der er kreativitet i hans fødder, og Chelsea anede ikke, hvordan de skulle stoppe ham, skriver avisen.

'Tricky for ham'
- Det var bare helt i top, kom det med vanlig bramfrihed fra Jürgen Klopp efter sidste fløjt.

- God timing, vil jeg sige. Han er ikke vant til vores tankegang endnu, og Bayern brugte ham anderledes end vi vil gøre. Det var tricky for ham defensivt, men han vil aflevere, når han har bolden, sagde Klopp.

Og så begik han et klodset straffespark mod Timo Werner. Alisson nappede efterfølgende afslutningen fra Jorginho, hvilket symboliserede den medvind, Thiago havde søndag i London.

- Thiago så virkelig ud til at være hjemme i sine nye omgivelser fra det øjeblik, han trådte ind på banen. Og det var opsigtsvækkende, hvor elegant han begyndte at orkestrere tingene, skriver Nick Wright fra Sky Sports.

- Hvis han havde nerver på, skjulte ham dem godt, skriver Wright, mens Sadio Mané kalder ham én af verdens bedste.

- Vi er heldige at have Thiago på vores hold i dag, og han viste, hvilken stor spiller, han er, sagde Mané.

Får det til at se let ud
Andetsteds i Liverpool er det også svært at få armene ned over henholdsvis resultater og tilgangen af en ny spiller.

For 5-2-sejren over West Bromwich viste, at James Rodríguez trods meget lidt spilletid det seneste år stadig kan et og andet på en fodboldbane.

Den 29-årige colombianer scorede et mål og lagde op til et mere i den målrige affære, og det fik selv Carlo Ancelotti til at smile undervejs.

- Jeg er glad på James Rodríguez’ vegne. Et nyt land, en ny liga. Det er ikke let. Men han får det til at se let ud, fordi han har så meget talent og kvalitet. En fantastisk spiller, roste den italienske legende.

En af de bedste i mange år
At Everton så ser ud til at have fået ham kvit og frit gør bare tingene endnu bedre.

- Set i det lys ligner handlen én af de bedste i mange år, skriver fodboldsitet givemesport.com.

Liverpool Echo skriver det meget rammende:

- Han gjorde alt i den kamp – undtaget at sprinte. Men det behøvede han nu heller ikke, for kampen blev spillet i hans tempo.

- Colombianeren scorede, lagde op, driblede, leverede diagonale afleveringer og fandt huller over hele banen i en man of the match-optræden. Og han gjorde det alt sammen uden at komme op i top gear, skriver avisen og tilføjer, at Everton med Rodríguez har tilføjet en seriøs portion fodboldintelligens til truppen.

Mikkel Redder leverede en stor kamp i Randers. Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix Sport og Spil Én regel skal ændres!

Andrija Pavlovic øger konkurrencen i angrebet hos Brøndby. Foto: René Schütze Sport og Spil Superligaen Indefra - Brøndby landede bomber gratis

3 kommentarer
Vis kommentarer