Kæmpe kovending: Nu må de alligevel spille

FIFA dropper sanktioner mod Premier League-klubber, der nægtede at lade spillere rejse til landsholdskampe

Fabinho og Alisson kan sandsynligvis spille Liverpools kamp mod Leeds søndag alligevel. Foto: JON SUPER/Ritzau Scanpix
Fabinho og Alisson kan sandsynligvis spille Liverpools kamp mod Leeds søndag alligevel. Foto: JON SUPER/Ritzau Scanpix

Alt tyder på, at Premier League-fans alligevel får spillere som Fabinho, Ederson og Alisson at se, når næste runde af den øverste engelske fodboldrække løber af stablen i weekenden.

Det Internationale Fodboldforbund (FIFA) vil nemlig ikke sanktionere klubber, der nægtede at lade spillere rejse hjem til deres landshold under den nylig overståede landsholdspause.

Det oplyser en kilde med viden om situationen til nyhedsbureauet Reuters.

Inden landsholdspausen oplyste flere Premier League-klubber som Manchester City og Liverpool, at de ikke ville frigive en række af deres spillere til landskampe.

Det skete, fordi spillere fra især sydamerikanske lande ville være underlagt et karantænekrav på ti dage, når de vendte tilbage til Storbritannien. Det ville forhindre dem i at træne med holdet og spille kampe.

Især sydamerikanske spillere blev ramt af dette, da en stor del af Sydamerika er karakteriseret af Storbritannien som områder med høj risiko for smitte med covid-19.

Det faldt ikke i god jord hos FIFA, der opfordrede de britiske klubber til at vise solidaritet og frigive spillerne.

Men klubberne makkede ikke ret, og kilder har i løbet af ugen sagt til Reuters, at Premier League-klubber, der lod involverede spillere spille kamp i den kommende runde, kunne forvente sanktioner fra FIFA.

Men ifølge nyhedsbureauet er FIFA og det engelske fodboldforbund, FA, i løbet af det seneste døgn nået frem til en aftale, der lader spillerne komme på banen, uden at klubberne risikerer sanktioner.

Situationen påvirkede ikke de danske Premier League-spillere, da Danmark ikke er på Storbritanniens liste over højrisikolande og heller ikke skulle spille i nogen højrisikolande.

Dermed kunne spillere som Andreas Christensen, Kasper Schmeichel, Mathias Jensen, Christian Nørgaard og Pierre-Emile Højbjerg frit deltage i Danmarks landsholdskampe mod Skotland, Færøerne og Israel uden at skulle bekymre sig om karantænekrav, da de vendte tilbage til deres klubber i England.