Kan Rooney bryde Anfield-forbandelsen?

Det er over ti år siden, at Liverpool-drengen Wayne Rooney scorede sit hidtil eneste mål på Liverpools hjemmebane

Wayne Rooney har bare scoret én gang på Anfield i sin karriere (Foto: PA)
Wayne Rooney har bare scoret én gang på Anfield i sin karriere (Foto: PA)

Han er den eneste lokale Liverpool-dreng på banen fra start i eftermiddag, men Wayne Rooney kommer aldrig til at føle sig hjemme på Anfield.

Sådan må det nødvendigvis være, når man besøger Liverpool FC’s hjemmebane iført enten en Everton- eller Manchester United-trøje.

Den engelske landsholdsanfører har scoret 11 gange i Manchester-derbyet og nettet 14 gange mod Arsenal. Men på Anfield har han bare scoret én gang i hele sin karriere, og det var tilbage som teenager i januar 2005.

Se også: Midtbanemotor forlænger med United Se også: United-profil nægter stadig: Spyttede ikke

Wayne Rooney blev matchvinder for Manchester United på Anfield, da De Røde Djævle vandt 1-0, men siden har det berømte stadion vist sig forbandet for angriberen.

- Sådan kan det indimellem være, men jeg håber, at jeg kan ændre på det sammen med Wayne. Det kan være en mental ting, det vil jeg ikke benægte, men jeg tror ikke, at Wayne har nogen mental blokade.

- Han er en meget erfaren spiller og har spillet på alle store stadioner i verden, så jeg tror ikke, at han lader sig påvirke af fans, stadioner og sådanne ting, siger Manchester United-manager Louis van Gaal.

Rooney på Anfield

Kampe: 10

Minutter: 745

Mål: 1

Skud: 9

Skud inden for rammen: 3

Assist: 1

Skabte chancer: 7

Hollænderen er ikke overtroisk, men fortæller, at han har oplevet det samme som træner, som Rooney nu oplever som spiller.

- Det er underligt. Jeg har også haft stadioner, hvor jeg aldrig vandt med en klub, men med en anden vandt jeg altid der.

- Generelt har Liverpools bane ikke været noget let sted for Manchester, men nu er jeg manager her, så måske vi kan ændre på det, siger Louis van Gaal, der så en af de bedste præstationer i sin regeringstid, da Manchester United for en uge siden – med Wayne Rooney som målscorer – slog Tottenham 3-0.

Se Rooney slå til mod Tottenham:
 

Gæsterne skal ramme samme niveau, hvis de skal have noget med hjem fra Anfield i eftermiddag.

Liverpool er Premier Leagues mest formstærke hold og har ikke tabt siden 0-3 mod netop Manchester United på Old Trafford tilbage i december.

Siden har manager Brendan Rodgers’ systemskifte virkelig vist sig effektivt, og succesen og optimismen er vendt tilbage til Anfield. Målene rasler ikke længere ind. Det gør pointene til gengæld.

Se også: 'Gladiator' overvejer at købe traditionsklub

Liverpool har hentet 33 ud af 39 mulige point og bejler til en Champions League-plads. Nøjagtig som Manchester United.

Så der er æren og masser af millioner på spil på Anfield, hvor Manchester United senest vandt i september 2012.

Wayne Rooney var skadet dengang, men går ind til dagens møde med selvtillid. Fem mål er det blevet til i de seneste seks kampe.

Men de blev selvfølgelig heller ikke spillet på Anfield...

Liverpool-Manchester United, TV3 Sport 2, kl. 14.30

Husk, at du kan følge kampen live på ekstrabladet.dk...

32 kommentarer
Vis kommentarer
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere