Klasse-kasse! Bedre mål i sæsonen kommer ikke

Bournemouths Matt Richie diskede op med et fremragende mål i lørdagens PL-kamp mod Sunderland. En af de engelske kommentatorer proklamerede, at der ikke kommer et bedre mål i sæsonen end det her

Bournemouth mod Sunderland.

Nej, det var ikke én af de mest opsigtsvækkende kampe, der var på programmet lørdag eftermiddag i Premier League. Men de, der havde valgt at følge opgøret på trods af det, fortrød ikke deres valg.

Tilskuerne og seerne var nemlig vidner til et spektakulært mål fra hjemmeholdets Matt Richie - en scoring, som midtbanespilleren sent vil glemme. Bournemouth førte allerede 1-0, da skotten besluttede sig for at tæmme bolden med brystet, og derefter sende et dommedagshug mod mål.

En fantastisk flot teknisk detalje, og en af de engelske kommentatorer proklamerede da også, at der ikke kommet et bedre mål i Premier League denne sæson.

Se den flotte detalje i videoen øverst i artiklen

Hovedpersonen selv var da også meget tilfreds med sin fremragende kasse.

- Dét mål glemmer jeg ikke lige foreløbigt. Jeg formåede at få ordentligt ram på bolden, selvom den kom højt oppe fra. Ligeså snart jeg havde ramt bolden, vidste jeg, at det var godt, sagde Ritchie til BBC.

Manager Eddie Howe lovpriste også drømmemålet.

- Det var en fantastisk scoring af Matty. Jeg tror ikke, der var noget, der havde set den afslutning komme - det var virkeligt godt, sagde han.

Det er ikke kun i Premier League, at spillerne disker op med flotte mål. Tidligere på ugen scorede Romas Alessandro Florenzi et mål, du ikke ser hver dag, da han fra 58 meter smækkede bolden i mål bag en sagesløs Barcelona-målmand Marc Andre Ter Stegen.

Gense Florenzis fremragende scoring her:

 

5 kommentarer
Vis kommentarer