Klodens største fodboldjob: Her er kandidaterne

Manchester United skal bruge en ny manager efter fyringen af Ole Gunnar Solskjær, men det kan blive en kompliceret manøvre

Zinedine Zidane er blandt favoritterne til jobbet som Manchester United-manager. Foto: Pavel Golovkin/Ritzau Scanpix
Zinedine Zidane er blandt favoritterne til jobbet som Manchester United-manager. Foto: Pavel Golovkin/Ritzau Scanpix

Ledelsen i Manchester United havde gerne ventet til slutningen af sæsonen med at fyre Ole Gunnar Solskjær, men efter blamagen mod Watford var tålmodigheden sluppet op.

Det betyder, at storklubben nu skal finde en afløser midt i sæsonen, og det er i sagens natur en kompliceret sag, fordi fordi størstedelen af kandidaterne er i fuld gang med sæsonen.

Klubben har annonceret, at assistenten Michael Carrick overtager, indtil man har fundet en midlertidig løsning, som skal styre showet frem til sommer, hvor man så vil udpege en permanent manager.

Men hvad er mulighederne for Manchester United på længere sigt?

Ekstra Bladet ser nærmere på de mulige permanente afløsere for Ole Gunnar Solskjær - baseret på bookmakere og engelske mediers spekulationer.

Manchester Uniteds kandidater

 

Zinedine Zidane

I modsætning til mange af de øvrige bejlere til jobbet har Zinedine Zidane den fordel, at han er arbejdsløs og fri på markedet. Den 49-årige franskmand har flere gange været sat i forbindelse med Manchester United, når Ole Gunnar Solskjær har været presset.

Som træner havde Zidane stor succes ad to omgange i Real Madrid, hvor han blandt andet vand La Liga to gange og Champions League tre gange. Det må dog bekymre lidt, at Zidane selv har sagt op i Real Madrid to gange på tre år.

Desuden har det været fremme i engelske medier, at Zidanes bedre halvdel ikke er specielt tændt på tanken om en tilværelse i Manchester.

 

Erik ten Hag

Ajax imponerer stort i Champions League, og derfor er Erik ten Hag naturligvis et varmt navn i europæiske storklubber. Hollænderen kom til Ajax fra Utrecht i 2017 og har også et par år som chef for Bayern Münchens andethold på cv'et.

Uheldigvis for Manchester United har han kontrakt med Ajax frem til sommeren 2023, hvorfor det vil koste en sum penge og et tovtrækkeri at få ham løst fra kontrakten.

 

Brendan Rodgers

Kasper Schmeichels chef er også et af de helt hotte navne i bunken på Old Trafford. Leicester imponerede længe i sidste sæson, inden Brendan Rodgers tropper faldt sammen og måtte nøjes med en femteplads. Til gengæld vandt han FA Cup'en efter finalesejr over Chelsea.

I denne sæson peger pilen den forkerte vej, men interessen fra Manchester United skulle alligevel være reel.

Brendan Rodgers var tæt på at gøre Liverpool til engelsk mester i 2014, men endte med en fyreseddel et år senere. Han fik karrieren på ret køl i skotske Celtic, inden Leicester kaprede ham tilbage til England. Hans kontrakt løber helt frem til 2025, og han har flere gange understreget, at han er glad, hvor han er.

Men det skal han jo også sige.

 

Mauricio Pochettino

Historien om argentinske Mauricio Pochettino er speciel. På papiret har han drømmejobbet i Paris Saint-Germain med stjerner som Neymar, Messi og Mbappé, men ægteskabet mellem den franske storklub og Pochettino er aldrig blevet rigtig lykkeligt.

Forholdet til sportsdirektør Leonardo er ikke godt, og hver gang PSG møder modgang starter fyringsrygterne.

I sommer var det angiveligt tæt på et comeback i Tottenham, som Pochettino revolutionerede fra 2014 til 2019, men franskmændene ville ikke lade ham gå ved den lejlighed.

Pochettino har et ualmindeligt godt navn i England, men altså også kontrakt i Paris til 2023.

 

Laurent Blanc

Den tidligere franske landstræner er listens dark horse.

Efter to år som landstræner overtog han Paris Saint-Germain i tre sæsoner. Siden holdt han en solid pause på fire år, inden han takkede ja til jobbet i Qatar-klubben Al-Rayyan SC.

Næppe en karriereudvikling der får Manchester United til at klappe i hænderne, men med en fortid som forsvarsstyrmand i klubben tør man alligevel ikke udelukke, at Laurent Blanc kan komme i spil.

 

Michael Carrick

Det er ikke så overraskende, at Ole Gunnar Solskjærs assistent bringes i spil, når der skal findes en afløser, men Manchester United rekrutterer næppe internt til managerjobbet.

Michael Carrick var en stor spiller på klubbens midtbane, inden han lagde støvlerne på hylden og blev assistent i 2018. Det er da også mere sandsynligt, at han får en lignende rolle under en ny manager. Indtil da får han chancen for at imponere som midlertidig løsning.

 

Luis Enrique

Spaniens landstræner med en fortid i FC Barcelona bliver også nævnt og skulle ifølge Sky Sports være Cristiano Ronaldos bud på en ny chef. Portugiseren får dog næppe lov at beslutte, hvem der skal være manager i klubben - trods alt.

Det helt store problem er, at Spanien skal til VM næste år. Og det spilles meget uhensigtsmæssigt i november og december, fordi der er varmt i Qatar om sommeren. Dermed skal Luis Enrique droppe jobbet i Spanien fire måneder før VM, hvis han skal være aktuel i Manchester United.

 

Massimiliano Allegri

Det vil være en gedigen overraskelse, hvis italieneren bliver ny mand i spidsen for Manchester United.

Klubben har godt nok luret på ham ad flere omgange, men Allegri vendte tilbage til Juventus i sommer, og med en kontrakt frem til 2025 er det ualmindeligt svært at forestille sig et nyt brud med Torino-klubben. Også selvom det ikke kører på skinner i Serie A.

 

Seneste nyt

Mit EB

Opret en gratis konto og få adgang til:
miteb-dagensvigtigste.jpg

Dagens vigtigste

Redaktionen udvælger dagens vigtigste historier, så du altid får det nyeste fra ind- og udland

miteb-lokalenyheder.jpg

Lokale nyheder

Få nyheder fra dit nærområde, og hold dig opdateret på vejr, trafik og erhvervs-nyheder i dit nabolag.

miteb-follow.jpg

Følg emner

Abonnér på de emner, der interesserer dig, så du aldrig går glip af noget.

miteb-saved.jpg

Gem artikler

Læst noget interessant?? Gem artiklen til senere.

Vi indfører et nyt univers