Klopp nægter spørgsmål om Qatar: - Det er ikke i orden

Liverpool-manager Jürgen Klopp vil ikke forholde sig til kritiske spørgsmål om klubbens forestående besøg til Qatar

Jürgen Klopp mener, at der burde have været stillet spørgsmål til Qatar som arrangør af klub-VM inden beslutningen blev taget, og han gider derfor ikke at bruge tid på det nu. Foto: Andrew Yates/Reuters/Ritzau Scanpix
Jürgen Klopp mener, at der burde have været stillet spørgsmål til Qatar som arrangør af klub-VM inden beslutningen blev taget, og han gider derfor ikke at bruge tid på det nu. Foto: Andrew Yates/Reuters/Ritzau Scanpix

Tingene går forrygende i Liverpool.

Klubben er fortsat ubesejret i Premier League, den efter 11 spillerunder fører med seks point ned til Manchester City.

'The Reds' fører også sin gruppe i Champions League - og om en god måneds tid står der også klub-VM på programmet.

Den sidste turnering er dog lidt en torn i øjet. For dels betyder den en tur til Qatar og to kampe på et meget presset tidspunkt. Og dels har netop spillestedet på Den Arabiske Halvø genereret en del omtale.

En del af den skabt af klubben selv, der nægtede at bo på et luksushotel, der ikke overholdt basale menneskerettigheder i forhold til sine ansatte.

Qatars syn på netop menneskerettigheder har også fået mange til at fordømme sportsbegivenheder i landet - således også klub-VM.

Derfor er spørgsmål om netop det noget, der ikke bringer manager Jürgen Klopps ellers karakteristiske smil frem. Det måtte den norske avis VG sande, da den præsenterede tyskeren for et spørgsmål om hans holdning til at tage sine spillere med til Qatar:

- Dette spørgsmål er faktisk overhovedet ikke i orden.

- Disse ting burde være ordnet på forhånd af FIFA eller andre, der bestemmer, hvor turneringerne skal spilles. Som fodboldspiller har du ikke brug for at bekymre dig om noget som helst. Disse ting burde hele verden diskutere inden afgørelsen i stedet for at spørge os om, hvad vi synes, efter det er bestemt, sagde Klopp på Liverpools træningsanlæg.

Her var det forudgående interview gået godt, men var det tydeligt, at tyskeren havde mistet lysten til at tale.

- Hvad vi mener om det er ikke interessant. Hvis alle havde sagt, hvad de mener om tingene, så ville meget være anderledes i verden. Men nu skal vi spille klub-VM, og om tre år bliver der afholdt VM der.

- Du skal ikke stille disse spørgsmål. Hav din egen mening og vær modig nok til at fortælle det til verden, men vent ikke til andre har sagt det, Okay? Godt, sagde Klopp og afbrød interviewet.

Liverpool er kvalificeret til klub-VM som Europas deltager efter Champions League-triumfen i sidste sæson og træder derfor ind i turneringen i den ene semifinale - præcis som de kommende sydamerikanske mestre gør det i den anden.

Modstanderen bliver enten de nordamerikanske mestre, mexicanske Monterrey, der i kvartfinalen møder vinderen af kampen mellem mestrene fra Oceanien, Hienghène Sport fra Ny Caledonien, og den lokale mesterklub, Al-Sadd.

Finalen bliver spillet 21. december på Education City Stadium.

Se også: Sparket bevidstløs: Grum skade i Europa League

Se også: Nye FCK-problemer: Kastede op og måtte udgå

Se også: Drama i nat: Stukket ned af fascister

23 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste Sport
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere