Klopp snydt for sejr i sidste øjeblik

Liverpool var foran mod slutningen, men Sadio Mane ødelagde sejrsfesten, da han udlignede for Southampton

Tredje gang er lykkens gang, siger man.

Sådan skulle det ikke være i Liverpool, som i søndagens sene opgør i Premier League hjemme mod Southampton måtte nøjes med 1-1.

Liverpool var ellers kommet foran med et kvarter igen, men gæsternes Sadio Mane spolerede festen, da han tre minutter før tid udlignede.

Dermed ligger Liverpool på niendepladsen i ligaen med 14 point, mens Southampton ligger lige over med samme antal point.

Se også: TV: Se Eriksens Laudrup-pasning starte Tottenham-fest

Torsdag fik Jürgen Klopp sin første mulighed for at hente en hjemmesejr, men her måtte den højt profilerede tyske manager nøjes med et enkelt point i Europa League, da Liverpool hjemme fik 1-1 mod russiske Rubin Kazan.

Opgøret mod Southampton var Klopps andet i Premier League, efter at det blev 0-0 i første forsøg ude mod Tottenham.

- Selvfølgelig er dette øjeblik ikke det bedste i denne uge, fordi vi har tabt en masse energi. Southampton har ikke tabt ude, så det var hårdt arbejde for os. Vi scorede målet, og vi ønskede at vinde, men det skete ikke i aften, siger Klopp til engelske BBC.

- Fodbold er ikke et eventyr. Nogle gange skriver vi historier, som ikke går i opfyldelse. Men disse gutter kan spille fodbold, de er teknisk og fysisk stærke, men man kunne se, hvor stor en skuffelse det (resultatet, red.) var, siger tyskeren.

Før opgøret var seks af Liverpools seneste otte kampe endt uafgjort, og efter de første 45 minutter var Klopp ikke kommet tættere på at bryde denne statistik i sin tredje kamp i spidsen for Liverpool.

De første 45 minutter endte uden scoringer. Liverpools Alberto Moreno havde hjemmeholdets bedste forsøg kort før tid, men skuddet gik over Southampton-målet.

Se også: United-genialitet var ikke nok mod City

I den anden ende måtte Simon Mignolet diske op med en klasseredning for at forhindre gæsterne i at komme foran fem minutter forinden, da Virgil van Dijk hovedstødsforsøg blev reddet til hjørnespark.

Liverpool kom ud i højt gear efter pausen og pressede fra første fløjt. Christian Benteke afløste Divock Origi, og det viste sig at blive en god beslutning.

Moreno forsøgte sig igen efter 56 minutter og igen to minutter senere, men forsøgene gik forbi mål, og gæsterne var lurende på kontraangreb, mens dødbolde også hele tiden var farlige.

Se også: Sunderland sikrer sæsonens første sejr mod ærkerivaler

Efter 76 minutter kom forløsningen så. Efter et indlæg fra James Milner steg Christian Benteke til vejrs og pandede bolden i mål til 1-0.

Kort efter kunne man se en ovenud lykkelig Klopp fejre scoringen på sidelinjen, som havde han selv scoret, men Sadio Mane dukkede op og ødelagde Liverpools sejrsdrømme med sin udligning i kampens 87. minut.

I overtiden begik Mane en vild tackling mod Moreno. Det gav ham kampens andet gule kort og dermed et rødt kort få sekunder før, overtiden var slut.

0 kommentarer
Vis kommentarer