Koeman om Dream Team-trænerne: Laudrup uheldig

Ronald Koeman styrer FCMs modstander i aften Southampton, og han er blot en af flere succesfulde Dream Team-trænere

Ronald Koeman har succes som manager for Southampton (Foto: Tim Ireland)
Ronald Koeman har succes som manager for Southampton (Foto: Tim Ireland)

Det var i 1992, at den hollandske forsvarsspiller Ronald Koeman med lår tykke som træstammer hamrede et frispark ind på Wembley, der sikrede FC Barcelona Europa Cup-triumf mod Sampdoria.

Målet har stadig i dag væsentlig historisk betydning for det var den eneste Europa Cup for mesterhold (nutidens Champions League), som det daværende Barca Dream Team med Johan Cruyff i spidsen vandt.

 Se også: Sisto under pres: Transfersnak har påvirket

I den hjemlige spanske liga skortede det ikke på titler, og Ronald Koeman vandt fire spanske mesterskaber på stribe blandt andet med Michael Laudrup som holdkammerat.

I dag er de to vidt forskellige steder. Ronald Koeman har fået skabt et bæredygtigt fundament under Southampton, der i sidste sæson sluttede på syvendepladsen og kvalificerede klubben til Europa for første gang siden 2003-2004 sæsonen.

Michael Laudrup forlod et trænerjob i Qatar i maj og er nu ledig på markedet.

For Koemans vedkommende står danske FC Midtjylland som sidste forhindring for, at Southampton kommer i Europa League-gruppespillet for første gang i klubbens historie. 

 Se også: FCM-modstander får tæv på hjemmebane

Ekstra Bladet fik via det store engelske medie BBC muligheden for at stille den hollandske manager et par spørgsmål, og i den forbindelse var det oplagt at spørge ind til den tidligere holdkammerat i Barcelona, Michael Laudrup.

- Laudrup har som jeg været træner i både Spanien og England, og som jeg har set det fra sidelinjen, så har han mest været uheldig med ikke at være i længere tid i en klub. Han gjorde det fint i eksempelvis Swansea.

- I det hele taget er det værd at bemærke, at mange af de spillere fra det gamle Barcelona-hold i dag har en stor position som træner i international fodbold. Man kan eksempelvis bare kigge på, hvad Pep Guardiola og Luis Enrique har bedrevet, lyder det fra Ronald Koeman.

Ronald Koeman er ikke som andre managers i Premier League, der skodder Europa League, fordi pengene er minimale i forhold til tv-indtægterne i den hjemlige liga.

 Se også: FCM-profil: Southampton har gjort mig til den, jeg er

Koeman vil gerne nå langt i Europa, og det skal gå ud over FC Midtjylland.

- Vi tager turneringen meget seriøst og går ind til de to kampe mod Midtjylland med samme fokus og engagement i Premier League. Vi bør være gode nok til at spille med i flere turneringer på samme tid.

- Det jeg har bemærket ved Midtjylland er, at de har skabt et stærkt hold baseret på rutinerede spillere og unge profiler. De var uheldige med ikke at slå APOEL ud af Champions League-kvalifikationen, så vi skal presse dem fra start og afgøre tingene allerede i den første kamp.


- De er farlige på dødbolde, og så har de et ekstra våben med lange indkast, så vi er opmærksomme på den del, siger Koeman.

Laudrup fyldte 51 i juni - se hans vilde mål fra 1986 her:

17 kommentarer
Vis kommentarer